Nyt fra Motorhistorisk Samråd: Bidrag til regeringens ekspertgruppe
Vi har modtaget nedenstående fra Motorhistorisk Samråd:
I forlængelse af ’Aftale om finansloven for 2026’ mellem SMV-Regeringen og Det Konservative Folkeparti er der nedsat en hurtigarbejdende ekspertgruppe, der skal analysere forskellige modeller for en fremtidig omlægning af bilbeskatningen. Ekspertgruppen skal afrapportere til Folketinget senest i 2. halvår 2026.
I den anledning har Motorhistorisk Samråd (MhS) gennemgået afgiftslovgivningen og tilsendt ekspertgruppen en længere redegørelse, der beskriver vilkårene for ejerskabet af de historiske køretøjer i Danmark. Det vurderes, at der ikke nogensinde før er afleveret et så komplet kompendie, der både beskriver nuværende vilkår og fremtidens løsninger.
Forholdene mellem veterankøretøjer og dansk afgiftslovgivning er, at det i alle tilfælde handler om små beløb set i det store hele. For den enkelte veteranejer, kan der dog være tale om store beløb, og frivilligheden bag bevarelsen af den rullende kulturarv har derfor aktuelt svære kår.
I den danske afgiftslovning på motorområdet er der i dag en række misforhold der skævvrider ejerskabet og brugen af et historisk køretøj. Det frivillige arbejde med at bevare vores fælles rullende kulturarv, har ellers været understøttet i lovgivningen, men gennem utallige opdateringer og moderniseringer af afgiftslovene, har man ikke alle steder fået dette hensyn ført med over, hvorfor der i dag er et lovmæssigt efterslæb, som vi med henvendelsen til ekspertgruppen vil gøre opmærksom på.
Hvor gammel er et veterankøretøj?
Et eksempel på de aktuelle misforhold, er den forskel i årgangsdefinitionen, der i afgiftsmæssig henseende adskiller sig fra både øvrig national lovgivning samt internationale definitioner. Vi ønsker en tilpasning til en ensartet 30 års grænse på tværs af ministerier og al dansk lovgivning.
Hvad er dit køretøjs brugsværdi?
Begrebet brugsværdi kommer af forskellen mellem det gennemsnitlige antal kilometer en veteranbil kører om året, sammenholdt med de kilometer en almindelig hverdagsbil kører i samme periode. Da de nuværende lovgivningstekster blev indført, havde man ikke et korrekt datagrundlag til at ansætte denne brugsværdi. Siden den første danske veteranspecifikke afgiftslovgivning, har der ikke været udført en tilpasning af disse måltal. Den reelle brugsværdi, ved vi i dag, er mindre end 10%. Det til trods, beregnes brugsværdien som 75% når det vedrører registreringsafgifterne, og 25% når det vedr. vægtafgiften på et veterankøretøj.
En tilpasning til et mere korrekt måltal er vigtigt for forståelsen af brugen af historiske køretøjer.
Bruges veteranbiler som billige gamle transportmidler?
Der er ingen tvivl om at vores politikere, uanset hvilke vi vælger, frygter at veterankøretøjer bruges til daglig kørsel, for dem der ser det som en økonomisk smutvej. Det skal vi have håndteret.
Motorhistorisk Samråd har forståelse for, og ser også et behov for, at der sker en adskillelse mellem ældre køretøjer, der bruges til hverdagskørsel, og de historiske køretøjer der bevares og vedligeholdes som en del af vores fælles rullende kulturarv, og derfor kun bruges lejlighedsvist. Løsningen findes allerede i dag i den danske lovgivning, i den regel der kaldes ”Registreret til veterankørsel”. Fordelen i dag er stort set kun, at man har en længere synsperiode på 8 år, i stedet for 2 år. I registreringen til veterankørsel ligger, at man kun må benytte køretøjet lejlighedsvist, altså ikke til daglig kørsel, men alene til hobby. Den registrering foreslår vi derfor, at den bliver udbredt til afgiftslovgivningen også.
Er der rabat når alle betaler det samme?
Når det kommer til vægtafgiften, præges dette afgiftsområde af et skisma der fortæller om en ”rabat” nedsat til 25% af det, som øvrige betaler. Sagen er, at vægtafgiften er fast knyttet til en specifik årgang og ældre end det. Det betyder at om ganske får år, vil der ikke være nogen, der betaler de 100% i vægtafgift, og ”rabatten” vil dermed være illusorisk.
Samtidig har indførelse af først Grøn Ejerafgift, siden Co2 afgiften, betydet en generel sænkning af de løbende afgifter. Det har den uheldige konsekvens, at det i dag er lige så dyrt, om ikke dyrere, at eje og vedligeholde et historisk køretøj, sammenlignet med den hverdagsbil som man også har. Senest i 2032 (35 år efter indførelse af Grøn Ejerafgift) er det vores ønske at hele vægtafgiftsscenariet erstattes med en løsning, der skal gælde alle historiske køretøjer ældre end 30 år.
Den automatiske tildeling af en ”rabat” på den løbende afgift vi har i dag, foreslår vi erstattet af en kobling til den nuværende ordning med ”Registrering til veterankørsel” og de begrænsninger der i forvejen findes deri. Om nødvendigt, af hensynet til statskassen og for at få de 30+-årige med, kan MhS foreslå at indføre en opdeling af vægtafgiften i to etaper: Reduceret veteranejerafgift fra 30 år, og yderligere reduktion fra 60 år og ældre.
Begrænser registreringsafgiften interessen for de historiske køretøjer?
Brugsværdien ved importsager er senest sat op til 75%, hvilket har fået konsekvenser for importen af de yngste veterankøretøjer. MhS ønsker at brugsværdien også her nedsættes til den mere korrekte 10% eller lavere, hvilket vil kunne betyde en større import af historiske køretøjer fra midt 70’erne og frem.
Denne mulige større import af de yngre veterankøretøjer, ser vi kun som en fordel for hele arbejdet med at bevare den rullende kulturarv. MhS ser det som særligt væsentligt, at der også for de yngre veterankøretøjers vedkommende er gode vilkår, da det ofte er med disse årgange interessen starter, for siden at udvikle sig til andre årgange og modeller. Hvis vi ikke skaber gode vilkår for nye interesserede, så uddør fællesskabet omkring den rullende kulturarv langsomt – men sikkert!
Problemstillingen om brugen til daglig kørsel ser vi, man kan løse ved at koble den allerede eksisterende ordning, ”Registreret til veterankørsel” på køretøjet allerede ved importen og afgiftsberegningen.
Går Danmark imod EU-retten i eksportsagerne?
Registreringsafgiftsbetalingerne er steget på vognparken gennem årene, er der på trods heraf en helt generel undtagelse for godtgørelse af afgift ved eksport på køretøjer 35 år og ældre. En opdatering af registreringsafgiftsloven bør som minimum omfatte, at den oprindelige EU-retslige afgørelse der gik Danmark imod, også skal indføres for historiske køretøjer.
Forslaget kan få den betydning, at man nødvendigvis skal se på en praktisk løsning, der adskiller sig fra de almindelige køretøjer. En sådan løsning har vi også givet ekspertgruppen, med en skillelinje ved importsager fra før og efter 2018.
Ekspertgruppe, nu med ekspertise på veteranafgifter
Med vores omfattende redegørelse om fejl og mangler i den danske lovgivning, hvor det vedrører historiske køretøjer, er eksperternes viden nu ikke længere begrænset til at vide noget om elbiler og moderne drivmidler. Nu ved de også, at der er en hensyntagen til vores fælles rullende kulturarv, til de mange mennesker der holder denne kulturarv vedlige, og ikke mindst til de mange virksomheder, der her har deres indtjening og genererer arbejdspladser i det her felt.
I Motorhistorisk Samråd engagerer vi os i Regeringens Ekspertgruppes arbejde, og vi glæder os til at se de konklusioner, de vil lægge frem for Folketinget en gang efter sommer.
Johnny B. Rasmussen
Sekretariatsleder
Rabatbilletter til Bilmesse og Brugtmarked i Fredericia
Som en del af vores stand til Bilmesse og Brugtmarked i Fredericia den 29. og 29. marts kan klubbens medlemmer og deres ledsagere købe billetter med 50 kr. i rabat per billet til søndagen (og altså ikke til lørdag).
For at få rabat skal billetterne købes online på deres hjemmeside:
https://bilmesse-brugtmarked.dk/vare/dagsbilet-soendag-marts/
Under "Har du en rabatkode? Tryk her" kopier dette ind: 189654bmbf26fccd50
BEMÆRK: Rabatkoden må kun anvendes af klubbens medlemmer til køb til dem selv og deres ledsagere. Koden må ikke deles med andre.
Referat fra Årsmøde i Motorhistorisk Samråd den 22. november 2025
På klubbens vegne deltog Per-Ulrik Rasmussen og Sten-Erik Brand.
Nyt fra Motorhistorisk Samråd om status på både Skrotningsdirektivet og Synsdirektivet
Nyhedsbrevet kan læses i det følgende:
Europæisk Roadworthines Testing (RWT): ”SYNSDIREKTIVET”
Den 4. december diskuterede medlemsstaterne i Rådet forslaget til det ændrede direktiv og blev enige om en række af de ønsker, som FIVA har udarbejdet. Den 12. januar blev direktivet derefter diskuteret af Transportudvalget, udarbejdet af Jens Gieseke.
Rapporten vil nu blive diskuteret og ændret i udvalget, hvor afstemning foreløbigt er planlagt til den 18. marts. Som næste skridt vil rapporten gå til Europa-Parlamentets plenarforsamling, hvor afstemning aktuelt forventes den 27. april. Grundlæggende er direktivet endnu ikke helt på plads, men der er ret stærke og positive udtalelser om de ting, vi som FIVA har fokuseret på.
Hvis man bare ser bort fra procesrisikoen, ser det ud til, at følgende er godkendt:
- Historiske køretøjer er stadig undtaget - dvs. køretøjer over 30 år gamle.
- Den fantasifulde idé om, at køretøjer over 10 år skulle til syn hvert år, er blevet forkastet.
- Motorcykler forbliver uden periodiske syn, da man i stedet kan få udført f.eks. vejsidekontroller (Rapportøren vil stadig gerne inspicere motorcykler, men forhåbentlig lykkes det ikke. Et stærkt forslag er at lade det være som nu).
- Køretøjer skal kun testes i forhold til de regler og værdier, der gjaldt, da de blev fremstillet.
- Antimanipulationsreglen ser også ud til at være droppet og gælder kun, hvor folk bevidst ønskede at snyde.
Vi følger tingene nøje, nu hvor EOL (End Of Life directive = Skrotningsdirektivet) stort set er færdig, så dette direktiv ikke mister sit fokus gennem hele processen.
Regulering om Skrotningsdirektivet (EOL)
Regulering om skrotning: vi venter stadig på den endelige tekst. Sammenlignet med Kommissionens oprindelige forslag, er vi nu mere tilfredse med teksten. Den er måske ikke perfekt, men ud fra hvad vi hører, er der indført stærkere reguleringsmæssige beskyttelsesforanstaltninger, som vil gavne vores sektor.
Det europæiske bilpakke
Den pakke, der er præsenteret af Europa-Kommissionen, indeholder flere lovgivningsforslag. Mest relevant for os er dette:
- Revideret direktiv om bilmærkning.
- Kulturkompas for Europa.
- Den 12. november 2025 blev FIVA Kulturkompas for Europa vedtaget af Europa-Kommissionen. Kompasset er en ny strategisk ramme, der skal vejlede EU's kulturpolitik og samarbejde i de kommende år og fastsætter langsigtede politiske retninger og foreslåede handlinger, der har til formål at integrere kultur mere centralt i EU's politiske beslutningstagning.
FIVA byder den øgede anerkendelse af kulturens sociale og kulturelle værdi velkommen og understreger vigtigheden af at sikre, at historiske køretøjer og deres tilhørende kulturelle udtryk indgår i den bredere forståelse af kulturarv og borgercentreret deltagelse.
FIVAs bidrag afspejler deres bredere arbejde for politikker, der beskytter og fremmer levende kulturpraksisser sammen med kulturarvssektorerne.
Lars Genild
President of FIVA Legislation Commission
Kommentar fra Steen Rode-Møller
Som det fremgår af dette statuspapir fra FIVA, er det tydeligt, at den indflydelse FIVA har på den lovgivende forsamling i EU, er altafgørende for at vi kan beholde vores passion.
Tingene går langsomt, det ved vi, men med det målrettede arbejde som FIVA’s to lobbyister gør i samarbejde med Legislation Commission, flytter tingene sig lige så stille og roligt og heldigvis i en for os positiv retning. De håbløse forslag om årligt syn af biler over ti år gamle, årligt syn af motorcykler i stedet for som nu kun ved ejerskifte og at køretøjerne ikke kun skal kunne bestå syn efter de regler og bestemmelser, der gjaldt, da de var nye, men også alle senere ændringer, er alle fejet af bordet takket være FIVA.
Men også MhS går aktivt ind i at påvirke. Og netop i forbindelse med behandlingen af Skrotningsdirektivet, skrev vi til en af Danmarks medlemmer af Europa-Parlamentet, Asger Christensen (V), for at give ham den faglige baggrund, der skal til, for at kunne tage stilling, når afstemningen kommer. Efterfølgende har han bedt om at blive løbende opdateret om emner, hvor vi har den faglige viden.
Steen Rode-Møller
Formand
Nyt fra Motorhistorisk Samråd blandt andet om muligheden for at møde Motorstyrelsen
Vi har modtaget nyt fra Motorhistorisk Samråd blandt andet om muligheden for at møde Motorstyrelsen i Nærum ved København.
Nytårsknallert
Med nytårets komme, er Færdselsstyrelsens synsvejledning også udsendt i en opdateret version. Blandt en række nye krav til den tunge trafik og til el-biler, gemmer sig en sær lille passus om ældre knallerter.
Man har nemlig bestemt at ejerne af visse knallerter her fra nytåret skal medbringe en seddel om deres knallerts manglende registreringsforhold. Det er hverken dig selv eller din mor der skal skrive sedlen, du skal have i inderlommen på vesten, næ, den skal du hente i en synshal.
Teksten det drejer sig om, står i synsvejledningens §28:
- Føreren af EU-typegodkendt lille knallert, som er fritaget for registrering, jf. bekendtgørelse om registrering af køretøjer, skal medbringe dokumentation udstedt af en synsvirksomhed for registreringsfritagelse samt konstruktiv bestemt maksimal hastighed, jf. bekendtgørelse om godkendelse og syn af køretøjer.
I det efterfølgende står der noget om, at du er undtaget for at have sedlen med, hvis din knallert kun har maks. 1 KW, kun kan køre 25 km/t, eller den har pedaler.
Høringen hvor ingen lyttede
I Motorhistorisk Samråd har vi haft den nye synsvejledning i høring, og var overbevist om at denne mystiske nyskabelse i vejledningen var en fejl, eller i det mindste ikke fuldt gennemtænkt. Med høringsoplægget stod vi i hvert tilfælde med en række ubesvarede spørgsmål. Nok mest ”Hvorfor?”, men også ”Hvilke?”, ”Hvordan?” og ”Hvor meget?”.
Inden vi afgav vores svar, kontaktede vi derfor Færdselsstyrelsen. Vi formodede at de kunne svare på hvilke knallertejere, der skal omkring synshallen inden den næste tur. Men de var ikke helt sikre på hvordan, man som ejer kan afklare om ens knallert er en EU-typegodkendt lille knallert fritaget for registrering – eller ikke er. Således blafrer ”hvilke”-spørgsmålet i vinden. Hvordan sedlen fra synshallen skal se ud, om der er en fabrikeret formular, om det er en håndskrevet seddel, eller der er krav til indholdet, er præcis lige så utydeligt, og spørgsmålet er vel også om synsmedarbejderen egentlig har nogen som helst viden om dette emne, der kan nedfældes i det mystiske dokument? Det vides heller ikke, hvor meget det koster i synshallen, og det ville være rart at vide, om synsvirksomheden mon selv må bestemme prisen for det arbejde, de skal udføre?
Det mest utydelige svar, selvom det faktisk blev ikke-svar alle sammen, er dog til ”hvorfor”-spørgsmålet! Og det svar venter vi faktisk stadig på! Motorhistorisk Samråd svarede i vores høringssvar, at man hos Færdselsstyrelsen bør sikre sig at veteranknallerter (ifølge internationale aftaler er det 30+ år) helt holdes ude af dette helt uforståelige regelmakværk. Det her gør ingen klogere, kun fattigere, det gør heller ikke trafikken sikrere, kun ejere og førere mere forvirret.
Vi har skrevet en ny henvendelse til Færdselsstyrelsen. Så nu må se, hvem der har fat i den gode ende af nytårsknallerten, og/eller hvem der finder lappen med de vise ord måske på gulvet blandt serpentiner og konfetti? Vi er forhåbentlig tilbage med godt nyt, inden du skal til at finde twisten og flasken med 2-taktsolien frem igen.
Johnny B. Rasmussen
Sekretariatsleder
Mød Motorstyrelsen i Nærum
Den 6. november 2025, havde vi den store fornøjelse sammen med Motorstyrelsen at invitere din klub og jeres medlemmer til et informationsmøde i Aalborg. Nu har vi fået muligheden for at gentage succesen med et nyt møde på Sjælland, den 12. marts 2026.
Mødet denne gang vil finde sted på Sommers Automobile Museum i Nærum som et fyraftensmøde kl. 16-18 med gratis adgang. Der vil være begrænset med pladser, der fyldes efter først-til-mølle-princippet. Tilmelding er senest den 2. marts, via vores sekretariat.
Invitationen udsendes med dette nyhedsbrev først til vores medlemsklubber, hvorefter den i næste måned deles med de øvrige abonnenter via vores hjemmeside. Hele invitationen, med flere detaljer og dagsorden, kan hentes som PDF-fil via dette link.
Der vil være gratis adgang til udstillingen på Sommers museum, frem til kl. 19 for alle deltagere i mødet.
Mød dit lokale motormuseum
Vidste du, at der i Danmark er mere end 70 motorhistoriske museer og samlinger med åben adgang? Det er ret flot, taget vores lands lidethed i betragtning. I 2021 begyndte vi for første gang at arbejde på at få disse museer og samlinger ind under paraplyen i Motorhistorisk Samråd.
I dag består det vi kalder ’Det Motorhistoriske Museumsnetværk’ af ikke mindre end 56 museer. Af dem er de 24 optaget sidste år, i et spurtløb foretaget af den hårdt, men frivilligt, arbejdende bestyrelse i MhS.
I 2025 er følgende museer og samlinger optaget i netværket:
- CB Veteraner
- Danmarks Busmuseum
- Danmarks Flymuseum
- Danmarks Motorcykelmuseum
- Djursland Jernbanemuseum
- DKW Museum Nakskov
- Dukkeskolen
- Egeskov Slot
- Egholm Museum
- Esbjerg Motorsamling
- Grønhøj Kro & Museer
- Hammershøj Autoophug
- Kjærs Collection
- Limfjordsbanen
- Midt- og Vestjyllands Jernbanemuseum
- Nakskov Brandmuseum
- Oplevelsescenter Nyvang
- Orø Veteranlandbrug
- Politihistorisk Samling
- Skoda Museum Danmark
- Sporvejsmuseet
- Tims Retro Garage
- Veteranbanen Bryrup-Vrads
- Politimuseet
På vores hjemmeside har hvert optaget museum en referenceside med praktiske information om placering, åbningstider, billeder, beskrivelser og meget andet. Du kan også finde et interaktivt Google-kort, så du kan se hvilket museum, der er tættest på din rute.
I 2026 vil vi både indbyde museerne til et nyt netværksmøde med spændende oplægsholdere, og vi vil arbejde på at få de sidste museer med på listen.
Johnny B. Rasmussen
Sekretariatsleder
Cirka halvdelen af 2025s sidste klubblade er forsinkede
Vi forventer snarligt at kunne sende dem med DAO.
Klubbladet kan også læses online.
