For at holde gryden i kog, lancerede man allerede efterfølgerne til Mark I generationen i 1956. Her var tale om radikalt anderledes udseende biler, idet karrosseriet havde smidt den diskrete og beskedne efterkrigsprofil og i stedet nu var ekstravagant og fyldt med rock'n'roll. Igen var der tydelige referencer til de amerikanske Ford, men Mark II-serien var i lige så høj grad som forgængeren helt sin egen.

Under den brede forkromede front og de frække halefinner var der imid-lertid i vid udstrækning tale om gammel vin på nye flasker, idet teknikken fra Mark I videreførtes med få modifikationer. Dette var der dog ingen som tog anstød af, da konstruktionen på ingen måde var forældet endnu. En velkommen tilføjelse var dog at motorerne havde fået lidt større volumen.

Som med Mark I fandtes en kortere 4-cylindret udgave kaldet Consul, mens de 6-cylindrede vogne nu var blevet til to forskellige modeller, Zephyr 6 og Zodiac. Zephyr var standardvognen og Zodiac var luksusmodellen, men som på Mark I var det hovedsagligt kosmetiske og udstyrsmæssige forskelle, der adskilte de to. Som de første engelske Ford kunne Zephyr og Zodiac desuden leveres med automatgear.

Også Mark II blev tilbudt i både Convertible- og Stationcarudgaver. Begge var ligesom Mark I håndbyggede og derfor relativt meget dyrere end standardvognene.

Zephyr Mark II videreførte ligeledes forgængerens succes som rallybil, og herhjemme kørte blandt andre Robert Nellemann i Mark II til Rally Monte Carlo. Da maskineriet stort set var magen til forgængerens var der allerede fra starten en mængde spændende tuningsudstyr, der kunne transformere disse kraftige men dog godmodige biler til ren racerbiler. Selv den dag i dag er et originalt "Raymond Mays"-tuningssæt (opkaldt efter en engelsk racerkører) meget eftertragtet.

Vort hjemlige Politi var meget glade for den kombination af motorkraft, køreegenskaber og pålidelighed som Ford tilbød med Zephyr-modellerne, så også Mark II fandt stor udbredelse som patruljevogne.

I 1959 følte man allerede fra Fords side at modellen var begyndt at se lidt bedaget ud, idet bilerne i disse år blev lavere og bredere for hvert år der gik. Man lancerede derfor en opdateret udgave af Mark II, kaldet Lowline, hvor taget var sænket 1,5". Sammen med forskellige andre kosmetiske til-tag inde og ude, var dette facelift med til at holde modellen populær et par endnu, indtil efterfølgeren var klar. Mark II forblev en salgssucces til det sidste.

 Af Bo Ødegaard