Endnu inden Mark III overhovedet var lanceret, påbegyndte man projekt-arbejdet til der skulle munde ud i den nye Mark IV. Denne gang skulle der være tale om en radikalt ny bil. Dels fordi den oprindelige platform og teknik havde udnyttet sit potentiale og var begyndt at være trykket af alder, dels fordi man fra Fords side ønskede at komme ind på markedet for store luksusbiler. I takt med det økonomiske opsving gennem 50'erne havde bilmærker som Rover, Humber og Jaguar haft stor succes med store luksuriøse biler, og Ford ønskede en bid af den kage.

Det nye projekt fik kodenavnet "Panda", og det skulle ifølge onde tunger vise sig profetisk: Slutresultatet var nemlig stort og tungt, og farligt hvis det ikke blev behandlet med respekt.

Som erstatning for de gamle rækkemotorer udviklede man en serie V-motorer. Det tyske søsterselskab havde haft stor succes med deres V4 og V6-motorer i Taunus-modellerne, og engelsk Ford ønskede på samme måde at råde over motorer som var både moderne og kompakte.

Skønt V-motoren giver mulighed for et meget kort motorrum, sagde moden – og ikke mindst den diktatoriske amerikaner Harley Cobb, som var leder af projektet – at biler skulle have lang front og kort bagende. Og selvom der var tale om en længere vogn end forgængerne, følte man alligevel at det var spild at plads med så lang en front til så kort en motor. Gennembruddet kom, da man flyttede reservehjulet fra bagagerummet og ud foran motoren. Det havde adskillige fordele: Dels kunne man nu med god undskyldning lave vognen med en endog meget lang front, dels fik man en formidabelt god kollisionssikkerhed, og sidst men ikke mindst fik man et meget mere regulært bagagerum.

Mark IV blev præsenteret i 1966 som henholdsvis Zephyr V4, Zephyr V6 og Zodiac. Alle modeller havde nu igen samme karrosseri, men som sædvanlig skilte Zodiac sig ud med en mængde ekstraudstyr, og den havde nu også en større motor end den 6-cylindrede Zephyr.

Teknisk set var Mark IV lige så stor en sensation, som Mark I havde været. Udover et iøjnefaldende moderne design havde den uafhængig baghjuls-ophæng, skivebremser på alle fire hjul og kunne desuden leveres med servostyring.

Selvom markedet for Stationcar-udgaver var vokset voldsomt i gennem 50'erne og 60'erne, valgte Ford endnu en gang at undlade at tilbyde Zephyr/Zodiac i den udførelse. Så derfor var det atter op til Abbotts at præsentere deres egen hjemmebyggede Estate Car.

Mark IV blev desværre ikke den succes, som de tidligere modeller havde været. Dels var den hjemsøgt af en mængde problemer, som havde baggrund i de mange nye konstruktioner. Og selvom disse problemer relativt hurtigt blev jævnet ud, havde modellen dog fået et ry for at være upålidelig og have usikre køreegenskaber, som den aldrig fik rystet af sig igen. Men hvad værre var: For første gang i Zephyr/Zodiac-seriens historie var der tale om et design der i høj grad delte folk. Hvor de tidligere modeller generelt var blevet opfattet som smarte, smukke og elegante, blev Mark IV i vid udstrækning betragtet som kluntet og dårligt proportioneret.

På bundlinien var der dog tale om en velkørende, ekstremt rummelig og meget komfortabel bil. Og ligesom sin tyske kusine, Taunus 20M/26M, gav den mere end en lille smule DNA til den efterfølgende pan-europæiske Granada.

 Af Bo Ødegaard