Allerede i 1957, blot et år efter lanceringen af Mark II, påbegyndtes udviklingen af den næste generation. På dette tidspunkt var det amerikanske moderselskab begyndt at blande sig noget mere i den engelske del af forretningen, og man gik efter at lancere en europæisk pendant til de amerikanske Falcon, som skulle være det amerikanerne – noget misvisende – betegnede som "compact cars".

Man videreførte den samme grundkonstruktion og de samme motortyper endnu en gang, dog med modifikationer som skivebremser og 4-trins gearkasse.

Karrosseriet var imidlertid længe undervejs og der var designforslag fra både Roy Brown (manden bage den amerikanske Edsel) og det italienske designhus Frua. I sidste ende blev Mark III en meget vellykket sammenblanding af adskillige forslag.

For at undgå forvirring udgik Consul-navnet (der var i 1961 blevet lanceret en mindre model ved navn Consul Classic), og den 4-cylindrede bil hed herefter Zephyr 4 og var bortset fra motoren identisk med Zephyr 6. Som den eneste af de fire generationer Zephyr/Zodiac, havde Mark III karrosserimæssige forskelle på Zephyr og Zodiac, idet Zodiac havde en mere skrånende bagrude og større baglygter.

Mark III tog over efter Mark II i 1962, og blev øjeblikkeligt en succes. Selvom grundkonstruktionen efterhånden havde passeret sin 10-års fødselsdag, var der stadig tale om en kraftfuld og velkørende bil. Det nye karrosseri var lavere og mere skarpt i linierne, og selvom halefinner egentlig var ved at gå af mode på det tidspunkt, var bilen eftertragtet fra første dag.

Det stod dog klart at under udvikling af denne model havde designerne for første gang havde haft mere at skulle have sagt end ingeniørerne. Selvom der var tale om en stor vogn, var den indvendige plads ikke imponerende. Mindre end et halvt år efter lanceringen måtte man således modificere vognen med en bredere bagaksel, således at bagsædet kunne rykkes lidt længere tilbage i vognen.

Der var i starten af 60'erne ikke længere så stort et marked for åbne biler, at man fandt det ulejligheden værd at lancere en Convertible. Til gengæld blev den – stadig håndbyggede – Stationcar fra E.D. Abbotts i Farnham den mest vellykkede og elegante af de fire generationer.

På motorsportssiden gjorde Mark III sig bemærket i mindre grad end for-gængerne, idet Fords mindre Cortina og Anglia modeller var bedre egnet og derfor tiltrak de fleste kørere.

Herhjemme var Mark III vældigt populær, og sås udbredt både som privatbiler, firmabiler, taxa'er og – igen – politibiler. Faktisk var Zephyr Mark III de første biler, der fik den sort/hvide bemaling som politiet skulle komme til at anvende i mange følgende år.

I 1965 udvidede man programmet med en Zodiac Executive, som var en Zodiac med endnu mere luksusudstyr (automatgear, soltag osv.).

Med Mark III forsvandt den konstruktion, som man havde anvendt på de store engelske Ford-modeller siden 1951, og den regnes – lidt uretfærdigt - af nogle som "den sidste rigtige Zephyr/Zodiac"

 Af Bo Ødegaard