I februar 1987, godt 4 år efter lanceringen, blev Sierra faceliftet til mk2, og modelrækken udvidet med en sedanudgave. Udstyrsvarianterne hed nu CL, GL, Ghia, S og XR4x4

Visuelt blev den ændret en del. Ifølge Ford blev nøjagtigt 77 dele ændret eller tilføjet på karossen og i alt 1200 dele blev udskiftet på bilen herunder det elektriske system med elektronisk indsprøjtning, ABS som tilvalg og opvarmet forrude som tilvalg. Alle modeller med ABS havde skivebremser bag.

Sierra var nu meget mindre futuristisk i udseende og lagde sig tættere op ad Scorpio mk1. Den var også blevet 40 mm længere. Motorhjelmen gik nu ned i kofangeren.

Ifølge Ford kostede faceliftet 228 millioner engelske pund, hvilket svarer til i omegnen af 2,3 milliarder danske kroner i datidens penge, hvilket igen svarer til i omegnen af 4,5 milliarder kroner i dag.

9 måneder senere i november 1987 blev der igen foretaget nogle ændringer i modelprogrammet og den nu legendariske Sierra Cosworth blev lanceret.

Pinto E-Max på 1,8 liters blev droppet og en CVH-motor også på 1,8 liter blev introduceret. E-Max-motoren havde da også givet en hel del problemer. CVH-motoren havde aluminiumtopstykke og hydrauliske ventilløftere. Ventilerne var dermed selvjusterende, hvilket nedsatte behovet for service, og ventilløftere, der var runde og kunne rotere betød, at knastakslen holdt meget længere. Det betød længere serviceintervaller og billigere service. Indsugningsmanifolden og karburatoren var vandopvarmet, hvilket modvirker karburatoris.

CVH-motoren var markant mindre en Pinto-motoren, hvilket også betød, at den var langt lettere. Det gav bedre køreegenskaber. CVH-motoren var mere støjsvag og ydede flere hestekræfter.

Skiftet til CVH-motoren var med til at give et markant løft af salget det år i flere lande, men i Danmark var CVH-motoren ret sjælden.

Motoren viste sig dog med årene at give problemer. Den kunne have et meget stort olieforbrug grundet dårlige ventilstammepakdåser. Yderligere kunne stemplerne også begynde at give problemer, hvilket kunne føre til totalt motorhaveri.

I 1989 blev Pinto-motoren droppet helt til fordel for DOHC-motoren med aluminiumstopstykke, der som navner siger, havde dobbelte overliggende knastaksler.  Den kunne fås med karburator og med elektronisk benzinindsprøjtning. Selvom Pinto-motoren var pålidelig så den stigende gammeldags ud i forhold til konkurrenternes udseendemæssigt imponerende motorer med dobbeltoverliggende knastaksler, og den krævede en del service med manuel justering af ventiler og udskiftning af knastrem.

DOHC-motoren havde kun 8 ventiler, hvor Fords konkurrenter typisk havde 16. DOHC´erne med benzinindsprøjtning fik et avanceret motorstyringssystem, der krævede meget lidt service.

Også denne motor gav dog problemer. Den var fri for knastrem, men taktkæden kunne gå i stykker før tid. Udstødningsmanifolderne kunne flække, og det kunne topstykkerne også, da vandkølingen gennem dem ikke var optimal. Den var også slem til at få utætte toppakninger.

Dieselmotoren fra Peugeot var en gammel konstruktion, og den blev nu udskiftet med Fords egen Endura D-motor på 1,8 liter. Den blev også brugt i Escort og Orion. Men i Sierra havde den altid turbo.

Modelfornyelsen til mk2 var en succes med markant øget salg til følge.