Der blev inden lanceringen da også gjort tiltag for at nedtone det futuristiske design og dermed skræmme alt for mange konservative købere væk. Topudstyrsmodellen Ghia og XR4 fik et falsk kølergitter og ændret front med indbyggede lygter. Derudover havde de fulddækkende hjulkapsler. Det var første gang for en europæisk Ford.
Sierra havde to typer af instrumentborde alt efter udstyrsniveau. GL, Ghia og XR4i havde mere komplet instrumentering og Fischer C-Box kassettesystem.
Der var også ekstra advarselslamper i disse tre modeller, der gav signal ved lavt niveau af kølervæske, sprinklervæske og motorolie samt ved slidte bremseklodser. På Ghia og på XR4i var der derudover et digitaldisplay, der viste fejl på pærer, åbne døre og gult ved lav temperatur udenfor og rød ved frost.
Dette var et meget stort spring fra Cortina mk5 og Taunus TC3
Aerodynamikken var den helt store nyhed ved lanceringen 22. september 1982. Men under det futuristiske ydre var der konventionel og gennemprøvet teknik, endda med baghjulstræk.
Der var dog enkelte moderniseringer fra Taunus TC3 og Cortina mk5. Der var nu uafhængigt baghjulsophæng ligesom på den højere prissatte Granada, og der var også antikrængningsstabilitator foran. Uafhængigt hjulophæng både foran og bagved var ikke gængs i Sierraens klasse dengang. Station car-udgaven kunne fås med selvregulerende baghjulsophæng
Den var med tandstangstyring, der kunne opgraderes til servostyring. Der var skivebremser foran og tromlebremser bagved. På de større motorer på over 2 liter var der ventilerede skriver foran som standard.
Der var tænkt på lave serviceomkostninger med elektronisk tænding, der aldrig skulle justeres. Ligeledes skulle hjullejerne aldrig justeres, og de var beregnet til at kunne fungere op til 300.000 km.
Motorerne fra Taunus TC blev videreført. Sierra kunne fås med Pinto rækkefire- eller med Køln V6-motoren. Pinto-motoren kunne vælges på 1,3-, 1,6- eller på 2,0-liter, og de var alle med elektronisk tænding og forbedret manifold i forhold til tidligere. Køln V6-motoren kunne vælges på 2,0-, 2,3-, eller på 2,8-liter. De var med karburator. Det var også muligt at købe Sierra med en Peugeot 2,3-liters firecylindret dieselmotor.
Der kunne vælges en manuel gearkasse enten med fire- eller med fem gear, hvor femte gear var overgear. Der kunne også vælges en tregears C3-automatgearkasse
I starten gik salget i England meget dårligere end forventet, da det nye design ikke faldt i kundernes smag. Fraværet af en sedanudgave var også med til at holde kunderne væk. De var vant til det gammeldags firkantede Cortina mk5-design. Sierra blev også af pressen kritiseret for at være meget vindfølsom.
Uwe Bahnson blev ledelsens syndebuk for den umiddelbare fiasko, og han forlod Ford. Yderligere gik det også ud over designeren Patrick Le Quement på Toni-projektet, da han ikke kom til at efterfølge Uwe på den nu ledige chefstilling.
For at sætte gang i salget iværksatte Ford større reklamekampagner i England, og der begyndte også at komme positive anmeldelser fra diverse engelske bilmagasiner.
En del af forklaringen på det dårlige salg i England i starten var også, at man fortsat op gennem 1983 kunne købe en ny Cortina mk5 hos Fords forhandlere, og det til voldsomt nedsatte priser på op til 30%, så en Cortina Ghia kostede det samme som en basis Sierra. Der var op til 1982 blevet oparbejdet et større lager af usolgte Cortina mk5.
I Tyskland og i Danmark gik salget dog bedre. Der blev i Tyskland i starten solgt tre gange så mange som af den forrige TC3.
For at styrke salget i England lancerede Ford en sedanudgave af Escort kaldet Orion. De kunder, der ønskede en traditionel sedan, fik således nu mulighed for det. Det var typisk kunder, der brugte bilen i erhvervsøjemed såsom sælgere. Orion var dog forhjulstrukket, så den appellerede ikke helt til konservative kunder.
Sierra XR4i blev præsenteret på Geneve Motor Show i marts 1983.
Den på standardmodellen baserede sportscoupé var udstyret med Køln V6-motor med Bosch K-Jetronic på 2792 cm³ med en effekt på 150 hk. Den samme motor ydede i Ford Capri 160 HK ved hjælp af et optimeret udstødningssystem. Bilens topfart var 210 km/t og bilen accelererede fra 0 til 100 km/t på 8,4 sekunder.
Den første Sierra XR4i skulle afløse Capri som sportscoupé. Dette lykkedes dog ikke for Ford, da XR4i ikke var en selvstændig sportsmodel og konkurrencen i mellemklassen blev uforholdsmæssigt stor. Modellens direkte konkurrenter var BMW 323i, Mercedes-Benz 190 E 2,3 og Audi 80 quattro.
Dog blev XR4i allerede i sit introduktionsår homologeret i motorsport som XR4Ti.
Udefra adskilte XR4i sig fra de almindelige Sierra-modeller gennem grå indfarvede lister, ekstra tagstolpe med delt bagsiderude, kunststofplanker fra A- til C-søjlen, 5½×14"-alufælge med 195/60-dæk og en dobbelt hækspoiler fra prototypen Probe III, men fulgte de tidlige 1980'eres stilistiske tendenser. Røde fartstriber hele vejen rundt understregede Sierra XR4i's sportslige fremtoning. Modellen havde ligeledes røde visere i instrumenterne, røde detaljer på dør- og sidebeklædninger samt rød skrift i gearknop til femtrinsgearkassen. Hvor forhjulene var udstyret med ventilerede skivebremser, havde baghjulene større tromlebremser hvorved bagakslen kunne overbremse, især på fugtigt underlag.
Mellem marts 1983 og september 1985 blev der bygget ca. 29.400 eksemplarer af Sierra XR4i. I efteråret 1986 overtog XR4x4 med permanent firehjulstræk. XR4x4 var med 2.8 efi motor. Den ydede 150 hk og var fra Scorpio. Trækkraften var fordelt med 36% foran og 64% bagved.