I 1968 blev den 5. generation af Ford 17M og 20M præsenteret og det var kun lidt over et år efter, at 4. generation var sendt på markedet. Et kraftigt dalende salg havde tvunget Ford til hurtigt at markedsføre en ny faceliftet model og det var kun kosmetiske ændringer, der adskilte de to årgange. Den forrige version havde modelnavnet Taunus men det blev droppet til denne generation, der derfor blot hed Ford 17M eller 20M.

For 17M var der tre forskellige motoralternativer at vælge imellem:

1,5 liter V4 på 60 HK

1,7 liter V4 på  75 hk

1,8 liter V4 på 82 hk

For 20M var der tre forskellige V6-motoralternativer at vælge imellem:

2,0 liter på 90 hk (160 km/t)

2,3 liter på 125 hk (180 km/t)

2,6 liter på 125 hk (180 km/t)

5. generation af Ford 17M og 20M blev produceret til og med 1971.

produktionsperiode 1968 - 1971
Produktionsted  Tyskland
antal produceret  

 Kilder: Tommy Nilsson - signalposten.dk og wikipedia

I 1969 præsenteredes en ny top-of-the-line model baseret på 20M kaldet Ford 26M med en 2,6 liters V6-motor på 125 hk., kraftigere bremser, dobbelte forlygter, servostyring og ekstra pyntelister. Denne model blev dog kun produceret i 3 år.

produktionsperiode 1969 - 1972
Produktionsted  Tyskland
antal produceret  

Kilder: Tommy Nilsson - signalposten.dk og wikipedia

I september 1979 blev Taunus TC3 og Cortina mk5 lanceret. Teknikken var stort set den samme og designet af karossen var også meget lig foregående model. I England blev den da også lanceret som en Faceliftet Cortina mk4 fremfor en mk5 under navnet Cortina model 80. Men den blev i England alligevel uofficielt meget ofte benævnt Cortina mk5, og det er da også den betegnelse, der normalt bruges i dag.

Der var dog nogle nye tiltag. Af miljøhensyn kunne TC3 fås med en økonomikarburator, der skulle medvirke til, at der kunne køres længere på literen. Den var fremstillet af Ford selv. Der var dog flere problemer med den karburator, så en del købere skiftede dem til traditionelle karburatorer.

På karossen var sidevinduerne sænket lidt og kofangerne var større. Den største synlige forskel var for- og baglygter, der nu var større og fortsatte til siden af bilen.

Udstyrsniveauerne blev suppleret med en ”S”, der havde kraftigere antikrængningsstabilatorer og affjedring. I modsætning til forrige model, så var det altså her et udstyrstilvalg og ikke en egen model.

I 1981-82 kom Taunus i en specialmodel ved navn Savoy. Den var et supplement til den normale modelrække, men solgte så godt, så mange tror, at alle TC3 Taunus er Savoy. Det er de ikke.

Taunus TC3 blev ikke så stor en succes som Taunus TC2. I 1980 blev der kun solgt 173.295, hvilket i 1981 var steget til 201.409 styk. I 1982 blev der solgt 117.426 styk. Dette skal sammenlignes med de over 250.000 per år for TC2.

I juli 1982 stoppede produktionen både i England og i Belgien, hvor den blev erstattet af Sierra. Produktionen fortsatte dog frem til 1984 i Argentina og i Tyrkiet helt frem til 1994. I Tyrkiet var udseendet dog ændret en smule.

Antal på plader i Danmark i dag

Slår man op på nrpla.de kan man se, at der i Danmark per februar 2020 er 74 Taunus første gang indregistreret mellem 1. januar 1971 og 1. januar 1976 på plader. Tilsvarende er der 13 Cortina.

Der er 52 Taunus første gang indregistreret mellem 1. januar 1976 og 1. januar 1980 på plader. Tilsvarende er der 9 Cortina. Man må formode, at de 9 Cortina er mk3, men det fremgår ikke.

Der er 56 Taunus første gang indregistreret efter 1. januar 1980 på plader. Tilsvarende er der 0 Cortina.

I slutningen af november 1975 begyndte produktionen af Taunus TC2. I september 1976 blev den tilsvarende Cortina mk4 introduceret i England. Taunus TC2 og TC3 var næsten helt identisk med henholdsvis Cortina mk4 og mk5. Taunus TC2 solgtes fra starten af januar 1976. Cortina MK4 først fra slut september/start oktober 1976.

Der var dog mindre forskelle i udstyrsniveauer og motorvarianter, og Cortina mk4 var generelt højrestyret, hvor TC2 var venstrestyret. Og det ofte uanset, hvor de blev fremstillet. En venstrestyret fremstillet i Dagenham i England kunne således blive kaldt Taunus. Der blev dog solgt Cortina mk4 til Grækenland, Sydkorea, Phillipinerne, Israel og Taiwan, da disse markeder var mere bekendt med Cortina-navnet. Som noget særpræget blev mk4 aldrig introduceret i Argentina. Der gik man ”direkte” til mk5 i 1979.

Taunus TC2 og Cortina mk4 har et langt mere firkantet design end foregående model og synes derfor helt anderledes. Men reelt er det den samme teknik, der ligger under designet.  Den havde således samme bremsesystem med skiver foran og tromler bagpå, og hjulophænget var identisk. Designet var af Uwe Bahnsen, der også stod for opgraderingen af Granada mk2.

For modeller med Køln V6-motor blev det nu muligt at opgradere til servostyring, hvilket letter styringen markant ved lav hastighed.

Den fircylindrede Pinto-motor kunne nu vælges i en 2-liters version, mens 2-liters-udgaven af Køln V6-motoren blev bibeholdt til Taunus TC2. Pinto-motoren ydede maksimalt 98 HK mens Køln-motoren maksimalt kun ydede 90 HK. Pinto-motoren havde trods de færre cylindre også højere maksimalt kraftmoment. Alligevel valgte en del købere Køln-motoren. Den havde da også maksimalt kraftmoment ved lavere omdrejninger end Pinto-motoren og mere vandret kraftmomentkurve, så den var mere afslappende at køre med. Køln 2,0 V6-motoren blev aldrig tilbudt på det engelske marked. Der holdt man sig til de 4-cylindrede.

Der kunne opgraderes til automatgear, undtagen med den mindste motor på 1,3 liter. Det var nu Fords egen C3-gearkasse i stedet for Borg-Warner.

Modelserien blev suppleret med en ”S”, der havde kraftigere antikrængningsstabilatorer og affjedring.

Fra efteråret 1977 kunne Cortina mk4 fås med 2,3 V6 motoren fra taunus (og Granada/Capri).

Salgstallene var gode. I 1977, hvor der blev solgt flest, blev der solgt 285.384 Taunus TC2, og alle årene lå de på over 250.000 styk. Dertil skal lægges salget af Cortina mk4. Succesen blev dengang forklaret ved Fords evne til at bygge mekanisk stabile biler med gennemprøvet teknik uden større fejl.

Yderligere information