Anglia 105 blev forrige årti kendt fra Harry Potter-bøgerne og -filmene, hvor den kan flyve ved hjælp af magi. Denne sidste Anglia-models udseende var kraftigt amerikansk inspireret med halefinner bagtil. Den havde en glat taglinje, der mindede om 1950'ernes Ford Thunderbird, hvilket kan have årsag i, at de engelske designere brugte vindtunneltest til at udvikle designet, så disse tests har påvirket udseendet af begge bilmodeller.

Anglia'en havde en markant skrå bagrude, der skulle hjælpe med til, at bagruden forblev klar i regnvejr - sådan blev det i hvert fald markedsført af Ford.

Den skrå bagrude var reelt kopieret fra 1958-udgaven af Lincoln Conti-nental. På den bil var den opstået, for at give mulighed for en elektrisk drevet åbning af bagruden, men på Angliaen var den en ren designmæssig egenskab. Den skrå bagrude gjorde dog, at der var god plads i loftshøjden på bagsædet.

Med Anglia kom, hvad der i dag kaldes "pre crossflow"-motoren. Det var en rækkefire på 997 ccm med overliggende ventiler - den blev da kaldt Kent-motoren. Det var også nyt med en firetrins gearkasse med synkroni-sering på de tre højeste gear. Den blev erstattet af en fuldsynkroniseret gearkasse i september 1962.

Der blev anvendt MacPherson uafhængige forhjulsophæng ligesom på forrige model 100E. Anglia var den første med traditionelle vinduesviskere.

Anglia var en stor succes. I 1960 blev 191.752 Anglia bygget i Halewood, hvilket var en ny produktionsrekord for Ford. Anglia Super, der blev pro-duceret fra september 1962, havde en længere slaglængde, hvilket gav den 1198 ccm, men var ellers identisk med 997 ccm-versionen. Anglia Super var kendetegnet ved sin malede sidestribe.

Anglia havde en tophastighed på (118.8 km/t og kunne accelerere fra 0-97 km/t på 26,9 sekunder – ikke imponerende i dag, men absolut respektabelt dengang. Brændstofforbruget var 6,86 L/100 km. I England kostede den 610 pund inklusive skat, der udgjorde 180 pund.