Nyt fra Motorhistorisk Samråd – Møde med yngste medlem af folketinget ; Møde med Motorstyrelsen på Sommer´s Automobile Museum i Nærum den 12. marts ; Motorhistorisk Samråd til møde i Kulturministeriet ; Veloverstået årsmøde
Nyhedsbrevet kan læses herunder.
Det Motorhistorisk Årsmøde i nye sydjyske rammer
Det er altid spændende, hvad et årsmøde bringer. Synes vores medlemsklubber om de resultater eller delmål, der er opnået i løbet af året, hvad tænker man om tiden, der kommer, både på den korte og den lidt længere bane? Sker der udskiftninger i bestyrelsen, hvordan ser det ud med økonomien i samrådet, og hvad er status i det motorhistoriske forenings-Danmark?
Alt det og mere til kunne en rekorddeltagelse fornøje sig med, da vi alle mødtes i Kolding den 22. november. Placeringen er ny, efter årsmøderne igennem mange år har været afholdt i Middelfart. En kort evaluering bagefter peger helt klart på, at det absolut ikke er sidste gang, vi kommer til at anvende faciliteterne ved Kolding Kommunes Uddannelsescenter – KUC.
Et fint auditorie gav de delegerede overblik over præsentationerne, og caféområdets små borde gav fint rum til at netværke i pauserne. At de nye faciliteter ovenikøbet gav mulighed for at nedsætte prisen for deltagerne, gjorde absolut ingen skade heller.
Medlemsklubberne vil modtage et fyldigt referat, men overskrifterne fra dagen lyder på en fyldig præsentation i bestyrelsens beretning, en mindre stigning i kontingentbidraget på 2 kr. årligt, samt en udskiftning i bestyrelsen. Christian Vegger Therkelsen valgte, af arbejdsmæssige årsager, at træde lidt til side, og dermed give plads til Lars Ellegaard. Som suppleant indtræder Thomas Jørgensen i stedet for Niels Johansen, som vi kan takke for gode bidrag til bestyrelsens arbejde i året, der er gået. Christian forsvinder ikke helt da han har indvilliget i at fortsætte som bestyrelsens juridiske rådgiver, når der er behov for det.
Johnny B. Rasmussen
Sekretariatsleder
Motorstyrelsen vil gerne møde dig i Nærum
I december udgaven af vores nyhedsbrev, kunne vi berette om Motorstyrelsen og Motorhistorisk Samråds første fælles informationsmøde. Der havde du mulighed for at komme med som gæst, og stille Motorstyrelsen dine egne spørgsmål om afgifter og indregistrering direkte til Motorstyrelsens eksperter. Deltagerne fra klubberne var så tilfredse med arrangementet, at MhS og Motorstyrelsen gerne vil afholde et lignende møde denne gang på Sjælland. Der vil snart komme mere information om hvordan man tilmelder sig, men sæt gerne kryds i kalenderen ved den 12. marts. Adressen bliver hos Sommers Automobile Museum i Nærum.
Motorhistorisk Samråd til møde i Kulturministeriet
Motorhistorisk Samråd har længe søgt at etablere en dialog med Kulturministeriet om vores arbejde med at sikre rammevilkårene for bevarelsen af vores fælles rullende kulturarv. Efter et tilfældigt møde med kulturminister Jacob Engel-Schmidt, og efterfølgende skriftlig dialog, foreslog ministeren som anerkendelse af vores arbejde med de historiske køretøjer et møde med embedsfolk i ministeriet, og fredag den 28. november besøgte Forretningsudvalget Kulturministeriet.
Mødet blev indledt med en præsentation af MhS og vores arbejde som paraplyorganisation og talerør for landets veterankøretøjsklubber og motormuseer, samt vores bestræbelser for at sikre hobbyens fremtid, herunder vores utrættelige arbejde for at bygge bro mellem entusiaster, lovgivere og myndigheder – både indenlands og udenlands i regi af FIVA.
Herefter fulgte en drøftelse af arbejdet for at fremme den samfundsmæssige anerkendelsen af veterankøretøjer som kulturarv, hvilket er kernen i vores forbindelse til kulturministeriet, herunder de udfordringer vi oplever, når veterankøretøjer bliver “glemt” i forbindelse med generelle lovgivningstiltag på transportområdet. Her sidestilles de historiske køretøjer utilsigtet med almindelige transportmidler – ofte med store økonomiske konsekvenser for ejerne til følge. Vi fremhævede i den forbindelse flere internationale eksempler på den formelle anerkendelse af historiske køretøjer (og andre transportmidler) som bevaringsværdig kulturarv. I den forbindelse kunne vi oplyse, at man i Norge netop nu fremlægger et lovforslag i Stortinget, som fokuserer netop på at anerkende historiske køretøjer, skibe og fly som kulturarv. Vi gav et link til lovforslaget til ministeriet til videre inspiration.
Kulturministeriets repræsentanter lyttede med interesse, men fremhævede dog de begrænsninger, der ligger i, at der endnu ikke er vedtaget en generel national definition af kulturarv.
Steen Rode-Møller
Formand
Motorhistorien møder den yngste på tinge
Da den unge SF’er, Mads Olsen, rykkede ind på et lille kontor på Christiansborg i november 2023, blev han, med sine den gang 21 år, Folketingets yngste medlem. For en agtværdig gammel organisation som Motorhistorisk Samråd, hvor vi godt nok ikke kender klubmedlemmernes gennemsnitsalder, men formoder den er meget højere end Mads Olsens nuværende 25 år, er det lidt af et scoop at få en politiker som ham i tale.
På en kold novemberdag kunne Mads Olsen vise formand Steen Rode-Møller og Sekretariatsleder Johnny B. Rasmussen ind på sit lille kontor til en plads i den 2 personers sofa.
Vi fandt, at den unge SF’er var lydhør overfor vores forklaringer om den skæve vægtafgift, om vores og FIVA’s arbejde med EU’s opdatering af Synsdirektivet, og den generelle bekymring for hvad der skal blive af vores rullende kulturarv, hvis de unge ikke følger med. Mads Olsen spurgte nysgerrigt til de relevante forhold, til tal og fakta, og ønskede uopfordret at tage vores pointer med til sin Folketingsgruppe, og sågar til deres EU-repræsentant.
Ofte bliver det en rigtig god dag, når vi får mulighed for at gæste Christiansborg, denne gang blev den endog særdeles god.
Johnny B. Rasmussen
Sekretariatsleder
