I januar 1995 fik den nye forlygter, motorhjelm, forskærme, kofangere, sidespejle og dørhåndtag. Den kunne også fås med flere kølergitre. '

Interiøret blev ændret markant. Nyt instrumentbord og generelt interiør af højere kvalitet.

De to mindste motorer blev opgraderet. 1,3-litersudgave var nu en Endura-E fra mk4 Fiesta og Ka, mens 1,4 liters CVH-motoren blev erstattet af en CVH-PTE-motor (multi-point fuel injection).
Mk6 fik opgraderet undervogn med andre fjedre.

Si-(sports)-modellen havde stivere affjedring end Escore, LX og Ghia, men ellers var Si identisk med LX bortset fra nogle kosmetiske forskelle såsom spoilere og anden instrumentering.

I juni 1996 sluttede produktionen af RS2000, og RS2000 blev først anvendt i 2002 med Focus RS.

I 1996 blev en opgraderet Ghia-model lanceret. Den havde som standard aircondition og cd-afspiller.

I 1997 blev Gti (Gran Turismo Injektion) lanceret. Den havde en Zetec-E-motor på 115 HK samt et bodykit fra RS20000 og ABS.

I 2002 sluttede produktionen af Escort i Europa.

Escort mk5 blev lanceret i 1990. Igen med nyt karrosseri og med nyt baghjulsophæng.

Motorerne blev dog videreført fra forrige model trods, at de var begyndt at virke gammeldags.

I begyndelsen af 1992 blev en helt ny Zetec 16-ventilet motor lanceret. Den havde markant mere raffinement end de foregående motorer.
XR3i kunne fås med en 1,8-liters udgave og RS2000 kunne fra efteråret 1991 fås med en 16-ventilers-udgave af Sierras DOHC-motor.

Der var nu servostyring, elektriske vinduer, centrallås, ABS og mulighed for aircondition

I starten af 1992 blev – den senere legendariske - Escort RS  Cosworth lanceret. Denne skulle erstatte Sierra RS Cosworth. Produktionen stoppede først i 1996, da efterspørgslen gennem årene var høj.

I september 1992 blev mk5 faceliftet med nyt kølergitter, anden motorhjelm og for enkelte udgaver også anden hæk.
Ligeledes blev en firehjulstrukket RS2000 lanceret.

RS2000 og XR3i havde nu skivebremser på alle hjul.

I 1993 kom også de nye CFI-motorer (Central Fuel Injection) på 1,3 liter og 1,4 liter og en 1,8 liters dieselmotor.

I september 1993 blev Orion udfaset, hvorefter alle modeller blev benævnt Escort.

I 1994 blev airbags tilføjet.

Produktionen sluttede i 1995, men de kunne fortsat købes helt til 1997.

Escort mk4 blev lanceret marts 1986. Teknisk var der ikke mange ændringer, og modellen blev da også af Ford kaldet mk3 facelift.

Den havde et mindre kantet udseende a.la. Scorpio med en glat front. Interiøret var opgraderet og instrumenteringen ligeså.

Overvågningssystemet fra mk3, der målte lav olie-, kølemiddel, spinklervæske og benzinstand, samt slidte bremseklodser blev af uvisse årsager ikke viderefør – et gæt er af sparehensyn.

Til gengæld blev det muligt at få mekaniske blokeringsfri bremser. Systemet fungerer ikke lige så godt som ABS, men det var en klar forbedring i forhold til bremser uden.

På de modeller med benzinindsprøjtning blev kørecomputer standard. Det gjorde det muligt at holde øje med benzinforbruget.

Motorprogrammet blev udvidet med en ”lean burn” CVH-motor på 1, 4 liter, der erstattede den 1,3 liters CVH i tidligere modeller.

Til basis- og L-udstyrsniveauet kunne en Valencia-motor på 1,3 liter nu vælges foruden en 1,1 liters.

Undervognen blev igen forbedret.

I 1987 blev LX udstyrsniveauet indført som liggende mellem L- og GL-modeller. De brasilianske LX-modeller, med Renault-motor, der kunne køre på sprit, huskes sikkert af mange for deres ekstremt lave rustbeskyttelse. Ford solgte dem som kampagnemodeller med rigeligt udstyr til at overbevise en del købere.

I 1989 blev dieselmotoren øget til 1,8 liter, mens 1,1-liters- og 1,3-liters-modellerne fik en HCS-motor (High Compression Swirl) grundet de stadig strammere miljøkrav. Samme år fik den også lidt ændret frontgitter samt nogle mindre interiørændringer. L fik tonet glas og soltag som standard.

I 1990 blev standardudstyret forbedret på hele modelrækken. Alle på nær basismodellen fik soltag og GL fik elektriske vinduer og spejle. Selv basismodellen fik nu radio med kassette samt femtrins gearkasse. 1,4-liters- og 1,6-liters-CVH-motorerne fik nu alle katalysator. Det var først i 1992, det blev lovpligtigt i Danmark for motorer under 2 liter at have katalysator.

Fabrikkerne i Halewood i England og Saarlouis blev nu suppleret med produktion i Valencia, hvor Fiesta også bliver bygget.

I 1990 stoppede produktionen af mk4 i Europa, men XR3i og RS Turbo kunne fortsat købes helt frem til 1992.

Mk3 blev lanceret i september 1980.

Den fik et helt nyt udseende og ny teknik. Det gjorde med et modelserien moderne. Den havde således forhjulstræk, var en hatchback og fik nydesignede motorer med hydrauliske løftere benævnt CVH (Compound Valve angle Hemispherical combustion chamber).

Motorerne viste sig dog at give problemer, hvis de ikke blev serviceret efter Fords forskrifter.

Escort mk3 var ikke først med forhjulstræk i Europa, idet Fiesta mk1 i 1976 var den første forhjulstrukkede.

Mk3 fik de velkendte ”rillede” baglygter, og den havde en meget lav vindmodstand på kun 0,38 blandt andet grundet bagspoileren. Det gjorde den benzinøkonomisk.
CVH-motorerne kunne fås i 1,3 liters- eller i 1,6-liters-udgaver, mens 1,1-liters-udgaven var Valancia-motoren fra Fiesta.

Mk3 blev både kåret som årets bil i Europa samt i Danmark i 1981.

Mk3 kunne fås i en basismodel, L, GL, Ghia og som XR3. Mellem udstyrsniveauerne var der forskel på instrumenteringen og andet udstyr herunder handskerum og ventilationskanaler. Basisversionen var ekstremt skrabet selv for den tid med dårlige sæder polstring etc., så selv i Danmark valgte kun et fåtal det laveste udstyrsniveau.

I februar 1981 blev Escort Van lanceret. Den havde gammeldags bladfjedre kendt fra de foregående mk1 og mk2. Den kunne fås med en 1,3 liters motor og en 1,6 liters og som en basisversion og en L.

I 1984 kunne Escort van leveres med en 1,3 CVH benzinmotor eller en 1,6 dieselmotor, mens den mindste motor nu var en 1,1-liters Valanciamotor. Udstyrsniveauerne blev forbedret lidt, da basismodellen nu fik et bedre instrumentering fra L med ventilationskanaler og tretinsblæser.

I 1982 kunne der vælges en femtrins manuel gearkassse på de fleste 1,3-liters modeller, og den var standard på 1,6-liters. Femte gear var et overgear, så højeste hastighed blev fortsat nået i fjerde gear.
I oktober 1982 blev XR3i (med benzinindsprøjtning) lanceret. Den ydede 115 HK.
Af ekstraudstyr kunne køber vælge mellem soltag, centrallås og elektriske vinduer.

Et overvågningssystem for lav olie-, kølemiddel, spinklervæske og benzinstand, samt slidte bremseklodser var standard på alle på nær basisversionen og L.

I 1983 blev det muligt at vælge en tretrins automatgearkasse til modeller med 1,6-liters motor. Den var uden overgear, så tredje gear var lige igennem.
Stationcarmodellen var ved lanceringen kun med tre døre, men i 1983 kunne den også fås med fem døre.

I 1983 blev Orion lanceret. Det var reelt en sedanmodel af Escort, men Ford forsøgte at markedsføre den over for firmakunder og over for de lige mere konservative og mere velhavende kunder end typiske Escortkørere.
Især i England var der mange kunder, der vendte sig væk fra en hatchback. Orion blev dog aldrig nogen salgssucces.

I august 1983 blev dieselmotoren lanceret. Den havde et meget lavt - officielt – benzinforbrug på hele 29 km/l. Men den ydede kun 54 HK og havde en tophastighed på kun 140 km/t. Senere blev volumen øget til 1,8 liter.

I 1984 fik den en facelift. Faceliftet omfattede ikke mindst bedre undervogn men også ændret indtræk og rat. Samtidigt fik basisversionen samme instrumentering som L.

Der blev af Karmann lavet en cabrioletmodel, hvilket var første gang siden Corsair. Den var tilgængelig i XR3i- og i ghiaudstyrsniveau. Senere var cabriolet kun tilgængelig i XR3i. Disse cabrioletmodeller bliver stadig mere eftertragtede.

I oktober 1984 blev RS Turbo lanceret. Den ydede 132 HK. De havde alufælge, recarosæder og spærredifferentiale

I januar 1975 blev mk1 afløst af mk2. Den var et fælles projekt mellem de tyske og de engelske afdelinger.

De kunne fås som 2- eller firdørs og med runde og firkantede lygter alt efter udstyrsniveau.

Ved lanceringen var den billigste gademodel en Base/Popular efterfulgt af L og GL med Ghia som topudstyrsniveauet. Ford havde ved lanceringen lige købt Ghia. Den kunne også fås i en Mexico-udgave og som en RS2000.GL og Ghia havde firkantede lygter.

Mk2 Van var identisk med mk1 van bortset fra fronten og interiøret. Men ellers var Mk2 noget mere firkantet i designet. Teknisk var de meget identiske.

Mk2 havde dog en let ændret undervogn, hvilket i øvrigt de mk1, der blev fremstillet i månederne før mk2, også havde. Men stadig med bladfjedre.

Modellen fik et facelift i 1978, hvor L også fik firkantede lygter samt interiøret blev forbedret i modelserien.

I 1977 var forhandlerpriserne som følger:

•    1100: 39.146 kr. svarende til 159.704 kr. i dag
•    1300: 41.192 kr. svarende til 168.051 kr. i dag
•    1600 Sport: 51.207 kr. svarende til i dag 208.909 kr.
•    1600 Ghia 3-dørs: 60.207 kr. svarende til 245.626 kr. i dag
•    RS2000: 63.703 kr. svarende til 259.889 kr. i dag

Escort mk1 blev lanceret i Europa i slutningen af 1967 og havde sin debut på Bruxelles Motor Show i januar 1968. Den erstattede den succesfulde engelske Anglia-modelserie. Ford Tyskland nærmeste model var Taunus P6, men den var væsentlig større.

Escort var den første personbil, der blev lanceret efter det da nyligt fusionerede Ford Europa bestående de tidligere tyske og engelske divisioner. Escort var dog ikke den første personbil, idet Transit mk1 var det første produkt efter fusionen.

Til lande med højrestyrede biler blev Escort-produktionen igangsat på Halewood-fabrikken i England i de sidste måneder af 1967, og for markeder med venstrestyrede, startede produktionen i september 1968 på Ford-fabrikken i Genk i Belgien og blev i 1970 suppleret med produktion på den nye fabrik i Saarlouis i det daværende Vesttyskland.

De tysk/belgisk- og de engelskproducerede modeller var i det ydre identiske, men der var mindre forskelle i forhjulsophænget og med styrtøjet, der var tokredsbremser på de tyske og lidt bredere fælge.
Man kan nemmest kende de tyske udgaver på, at der er et hak i motorrummet for at gøre plads til det næsten kvadratiske batteri. De engelske brugte et aflangt batteri.

En pudsighed er, at startnøglen sidder til venstre for ratstammen. Racerbilerne dengang havde ofte startnøglen siddende i venstre side, da det så var nemmere for køreren at løbe ind i bilen og straks starte den – dengang var der løbende start ved flere racerløb. Det er dog nok ikke derfor, startnøglen sidder i venstre side.

I Danmark blev Escort frem til 1972 importeret fra både England og Tyskland, men efter faceliftet i 1972 importeredes hovedsageligt tyske Escort. De tyske var dengang mest eftertragtede, da de rustede mindre end de engelske. I dag er det omvendt – de engelske er mere eftertragtede end de tyske.

I juni 1974, seks år efter produktionsstart, annoncerede Ford, at Escort nummer 2 million var produceret, hvilket var første gang for en Fordmodel uden for USA. Det blev samtidigt annonceret, at 60% af de to millioner Escorter var blevet bygget i England.

I Vesttyskland var produktionen noget langsommere på omkring 150.000 biler om året, hvilket var faldet til 78.604 i 1974.

Uden for Europa blev den bygget i Australien og i New Zealand.

En stor andel af de tysk-/belgisk-byggede blev ikke solgt i Tyskland, idet den ikke blev så stor en succes i Tyskland som i de fleste andre europæiske lande herunder Danmark og de andre nordiske lande, Italien, Holland, Belgien og Luxemburg. Dens største konkurrent var Opel Kadett, men også Fiat 128 og Renault 12 var populære i Tyskland.

Mk1 havde konventionelt  baghjulstræk og en fire-trins manuel gearkasse, eller en tre-trins  C3-automatgearkasse. Affjedringen var MacPherson forhjulsophæng og bladfjedre med stiv bagaksel.

Selvom den var konventionel, havde Escort havde en enkelt nyskabelse. Den var den første lille personbil fra Ford, der havde tandstandsstyring, hvilket gjorde styretøjet mere præcist end med snekkestyring, der ellers ofte blev brugt i biler i den klasse.

Den havde dog et moderne design med hoftesvaj og dens kølergitter blev hurtigt et kendemærke.
I starten var Escort meget spartansk i interiøret og den kunne kun fås som todørsmodel. Den billigste model – benævnt De Luxe - havde runde forlygter samt gummigulvtæpper mens en Super havde firkantede lygter, rigtige tæpper, cigarettænder og instrument for vandtemperatur.

I marts 1968 blev modelrækken suppleret med en todørs stationcarudgave. Den havde en kraftigere kobling, hårdere bagaffjedring samt større bremsetromler eller bremseskriver.

I april 1968 blev en lukket varevogn lanceret. Meget få er bevaret af disse vans, og de er i dag eftertragtede.

En firdørsudgave blev lanceret i 1969.

På alle markeder kunne de gængse gademodeller fås med en 1100 ccm- eller en 1300 ccm-Kentmotor, også kaldet Crossflow-motoren. 1100-motoren ydede maksimalt 46 HK og 1300-motoren i standardudgave 58 HK. 1100- og 1300-standardudgaverne kunne fås lavkomprimerede (8:1) og højkomprimerede (9;1 senere forøget til 9,2:1). Højkomprimerede skulle have minimum 97 oktan benzin, men de lavkomprimerede kunne køre på 95 oktan.

•    En lavkomprimeret 1100 ydede frem til 1970 40 hk ved 5300 omdrejninger per minut og havde et kraftmoment på 71 Nm ved 3000 omdrejninger per minut. Fra 1970 43 HK ved 6000 omdrejninger per minut og et kraftmoment på 70,5 NM ved 3000 omdrejninger per minut.
•    En højkomprimeret 1100 ydede frem til 1970 45 hk ved 5300 omdrejninger per minut og havde et kraftmoment på 73,5 Nm ved 2800 omdrejninger per minut. Fra 1970 48 HK ved 6000 omdrejninger per minut og et kraftmoment på 73,5 NM ved 3000 omdrejninger per minut.
•    En lavkomprimeret 1300 ydede frem til 1970 48 hk ved 5300 omdrejninger per minut og havde et kraftmoment på 75 Nm ved 2400 omdrejninger per minut. Fra 1970 43 HK ved 6000 omdrejninger per minut og et kraftmoment på 70,5 NM ved 3000 omdrejninger per minut.
•    En højkomprimeret 1300 ydede frem til 1970 51 hk ved 5000 omdrejninger per minut og havde et kraftmoment på 92 Nm ved 2500 omdrejninger per minut. Fra 1970 56 HK ved 5500 omdrejninger per minut og et kraftmoment på 91 NM ved 3000 omdrejninger per minut.
•    En 1300GT ydede frem til 1970 63 hk ved 5800 omdrejninger per minut. Fra 1970 71 HK ved 6000 omdrejninger per minut og et kraftmoment på 92 NM ved 3000 omdrejninger per minut.
•    Es TwinCam ydede 105 HK ved 5500 omdrejninger per minut og havde et kraftmoment på 149 Nm ved 4000 omdrejninger per minut
•    En Mexico 1600 ydede 85 HK ved 5500 omdrejninger per minut og havde et kraftmoment på 124,5 NM ved 4000 omdrejninger per minut.
•    En RS1600 ydede 115 HK ved 6500 omdrejninger per minut og havde et kraftmoment på 152 NM ved 4000 omdrejninger per minut
•    En RS2000 ydede 100 HK ved 5700 omdrejninger per minut og havde et kraftmoment på 135,5 NM ved 4000 omdrejninger per minut.

I Frankrig og i Italien kunne Escort også fås med en 940 ccm-Kentmotor. 1100-motoren var i forvejen ret svag, så en 940-model var kun interessant, i de lande, hvor der var skatterabat, hvis motoren var på under 1 liter. I Italien – der gennem årene har produceret mange modeller med svage motorer - var 940-modellen populær, så den lille motor kunne der som det eneste også fås til den efterfølgende Escort mk2. I Frankrig blev den lille motor udfaset i 1972.

Escort kunne fås i to udstyrsniveauer med tunede 1300GT-motorer - En fuldt udstyret 1300GT med omdrejningstæller, olietryksmåler og voltmeter og en billigere mere skrabet Sport kun med eftermonteret omdrejningstæller.

Begge modeller blev produceret på Fords AVO-fabrik (Advanced Vehicles Operation) og havde større forskærme, hvor der var plads til større hjul.

En 1300E, hvor E stod for Executive, var topmodellen med alt udstyr, den tunede 1300GT-motor og ægte træ på instrumentbrættet og dørene.

Der blev også udviklet modeller til race. En TwinCam-model blev fra 1968 til 1972 bygget til Gruppe 2 Rally var med Lotus-motor, men blev dog ikke benævnt LotusEscort. Det var en otteventilet rækkefiremotor på 1558 ccm.
Modellen fik moderat succes i banerace. Den blev blandt andet benyttet af Alan Mann Racing i det engelske Saloon Car Championship i 1968 og 1969,

Mk1 blev en stor succes som rallybil. De fabriksbyggede racerudgaver vandt utallige sejre herunder 1970 London til Mexico World Cup Rally, kørt af den finske legende  Hannu  Mikkola og svenske co-driver  Gunnar Palm.

Ford udnyttede sejren til markedsføring ved lancering af en Escort Mexico. Der blev fremstillet 10.352 Mexico mk1. De blev for en stor dels vedkommende brugt til race, da de havde den kraftigere motor og forstærket karosseri.

Der blev tillige i 1970 udviklet en RS1600 med en Cosworth-motor kaldet BDA (Belt driven A)
RS1600 og Mexico blev også bygget på AVO-fabrikken.

Der blev i 1972 lanceret en RS2000, der havde en 2,0-liters Pintomotor (OHC). Den var tænkt mest som en hurtig og rimelig prissat gaderacer, men nogle blev også anvendt til race.

I 1973 var forhandlerpriserne i Danmark som følger:

•    1100 to-dørs: 32.759 kr. svarende til 204.517 kr. i dag
•    1300 2-dørs: 35.129 kr. svarende til 219.313 kr. i dag
•    1300 Estate: 37.677 kr. svarende til 235.220 kr. i dag
•    1300 Sport to-dørs: 42.553 kr. svarende til kr. i dag
•    Ghia: 49.711 kr. svarende til 265.661 kr. i dag
•    Escort Van: 23.564 kr. svarende til 147.111 kr. i dag
•    Escort Super Van: 26.545 kr. svarende til 165.722 kr. i dag
•    Escort Estate Van: 28.805 kr. svarende til 179.831 kr. i dag

Der blev i alt fremstillet ca. 2.000.000 styk.

Yderligere information