Inden udviklingsarbejdet, der skulle blive til Ford Transit, startede, var der ikke samarbejde mellem Fords underafdelinger i England og i Tyskland. Ford-biler blev således designet uafhængigt både i England og i Tyskland, og ofte var de to underafdelinger i konkurrence med hinanden på samme markeder dog undtaget deres hjemmemarkeder. Eksempelvis konkurrerede den engelske Cortina med den tyske P-serie i flere europæiske lande og den tyske Taunus Transit med den engelske Thames.

Men da nu både den tyske Taunus Transit og den engelske Thames stod for udskiftning, og begge lande derfor stod for at skulle designe en ny bilmodel til mindre erhverv, besluttede Ford i USA, at der skulle samarbejdes. Det blev derfor til en fælles europæisk model.

Udviklingen begyndte allerede i 1961, officielt internt kaldet Redcap, en engelsksproget betegnelse, men det måtte tyskerne så leve med. Blandt udviklerne blev projektet da også næsten fra start kaldt Transit. Transit var jo også tidligere blevet brugt i Tyskland.

Tidligere var alle varevogne fra alle producenter til mindre erhverv designet ud fra, at de skulle være erhvervsbiler, så de var sjældent behagelige for chaufføren og havde ringe køreegenskaber. Dette ønskede Ford at ændre på, og Transit fik da også mange mekaniske dele fra Fords personbiler. Den var også bred med langt mellem forhjul og baghjul samt mellem højre og venstre hjul hvilket gjorde, at den stod på vejen næsten om en personbil.

Også motorerne ønskede Ford at forny fra tidligere varevogne. Sjovt nok lykkedes det ikke til mk1 at udvikle en fælles motor til både England og Tyskland. Som sikkert bekendt fik England udviklet Essex-motoren og Tyskland Køln-motoren. Disse motorer blev anvendt i Transit mk1. Den kunne også fås med en Perkins 1,8 liters rækkefiredieselmotor, der dog kun ydede 43 HK. Motoren var dog lidt for lang, så mk1-modeller med disse motorer fik en lidt anden front. Mk1 med Essex V6-motor fik også denne forlængede front.

Transit kunne lastes med mellem 610 kg og 1.782 kg alt efter konfiguration, og kunne fås i en lang (long wheel base) og i en kort (short wheel base) udgave.

I 1964 var prototypen klar, og de serieproducerede var klar oktober 1965. De blev for Europas vedkommende produceret i Langley i England, i Genk i Belgien samt i Tyrkiet. Mk1 kunne fås som varevogn, minibus eller et råt chassis.

Grundet forskelle i told var de engelskproducerede i Danmark billigere end de, der var fremstillet i Genk eller Tyrkiet, så de fleste Transit i Danmark var fra England. Det til trods for rustproblemer på de engelske modeller.

Til det hollandske marked blev mk1 og mk2 også produceret i Amsterdam fra midthalvfjerdserne og frem til december 1981. I alt ca. 8000 Transitter blev fremstillet i Holland.

Kort efter lanceringen blev dieselmotoren forøget i volumen, men den ydede stadigvæk ikke så meget. Det var først fra starten af halvfjerdserne, at Ford selv fremstillede en 2,5 liters rækkefiredieselmotor til Transit kaldet York.

Fra 1967 kunne mk1 fås med tretrins automatgear, hvilket var en sjælden mulighed for en erhvervsbil.

I starten af 1970'erne flyttede de engelskfremstillede fra Langley-fabrikken til Southampton grundet kapacitetsproblemer, hvor produktionen fortsatte frem til 2013.

Der skete løbende ændringer årene igennem i interiøret. I 1971 blev fronten ændret en smule.

I 1972 blev Transitten kendt som en ”forbryderbil”, da det engelske Scotland Yard hævdede, at Transitter blev anvendt i 95% af alle bankrøverier, grundet dens manøvredygtighed og de hastigheder, den kunne opnå, samt dens plads til 1,5 tons stjålne varer.

Transit har også spillet en rolle i mange film og serier gennem tiderne, bl.a. i Olsen Banden på Sporet fra 1975. Filmens Transit, der køres af ”Bøffen”, ender sit liv foran et tog.

I 1973 var Ford Transit den første varebil, der var udstyret med radialdæk på alle modeller. Det var også med til at forbedre køreegenskaberne.

Mk1 viste sig at blive en stor succes. Der blev produceret ca. 500.000 frem til 1971, hvilket var øget til 750.000 i 1974.

I 1975 kunne mk1 ikke mere fås med den benzinslugende 2,0 liters Essex V4-motor, men fik en rækkefire Kent 1,6 liters.

I 1976 var der produceret ca. 1 million.