Detaljer

Senest opdateret: 27. oktober 2020

I 1991 blev en ny model lanceret. Igen var det meget små ændringer i forhold til tidligere model. Visuelt var forlygterne ændret en smule ved at være mere runde, og så var undervognen opgraderet til uafhængig affjedring, så der ikke var behov for tvillingebaghjul.

Motorerne forblev uændrede, men dieselmotoren kunne nu fås med turbo, hvilket forbedrede accelerationsevnen markant. Motoren ydede 100 hk og havde lav emission, hvilket blev stadig vigtigere for Ford.

I 1994 var der solgt ca. 3 millioner Transit.

Detaljer

Senest opdateret: 27. oktober 2020

Da 80érne nærmede sig begyndte udviklingen af Transit mk2. Den viste sig reelt at være et facelift. Den fik andre baglygter, firkantede forlygter, integrerede blinklys foran, anden front - der nu kunne huse alle motorer - og andet kølergitter samt nye motorvarianter.

Pinto-motoren overtog som den primære motor, men mk2 kunne også fås med Kent-motoren.

Dieselmotoren blev også opgraderet og derefter i 1984 erstattet af en ny 2,5 liters rækkefire DI-motor sammen med småændringer.

Til udvikling af den nye motor involverede Ford mere end 100 varebilskunder i hverdagstest, og den motor havde op til 24 pct. lavere forbrug end den tidligere motor.

I 1985 var der produceret ca. 2 millioner Transit.

Detaljer

Senest opdateret: 27. oktober 2020

I 1983 startede udviklingen af mk3, og den fik et markant ændret udseende. For at gøre den mere økonomisk var der fokus på luftmodstand med skrående sammenføjet forrude og front, der så ud til at være et enkelt stykke, og så havde den større fordøre, sidedøre og varerum, hvilket gjorde den mere anvendelig.

Den blev lanceret i januar 1986.

Den havde lavere luftmodstand end alle konkurrenter og lavere end mange af datidens personbiler (0,37 Cd)

Motorerne forblev de samme, dog blev DI-motoren opgradereret i 1988 og 3,0 liters Essex V6-motoren blev erstattet af en Køln V6-motor på 2,9 liter med benzinindsprøjtning. Essex-motoren havde fortsat været med karburator, og benzinforbruget var højt.

Detaljer

Senest opdateret: 27. oktober 2020

Inden udviklingsarbejdet, der skulle blive til Ford Transit, startede, var der ikke samarbejde mellem Fords underafdelinger i England og i Tyskland. Ford-biler blev således designet uafhængigt både i England og i Tyskland, og ofte var de to underafdelinger i konkurrence med hinanden på samme markeder dog undtaget deres hjemmemarkeder. Eksempelvis konkurrerede den engelske Cortina med den tyske P-serie i flere europæiske lande og den tyske Taunus Transit med den engelske Thames.

Men da nu både den tyske Taunus Transit og den engelske Thames stod for udskiftning, og begge lande derfor stod for at skulle designe en ny bilmodel til mindre erhverv, besluttede Ford i USA, at der skulle samarbejdes. Det blev derfor til en fælles europæisk model.

Udviklingen begyndte allerede i 1961, officielt internt kaldet Redcap, en engelsksproget betegnelse, men det måtte tyskerne så leve med. Blandt udviklerne blev projektet da også næsten fra start kaldt Transit. Transit var jo også tidligere blevet brugt i Tyskland.

Tidligere var alle varevogne fra alle producenter til mindre erhverv designet ud fra, at de skulle være erhvervsbiler, så de var sjældent behagelige for chaufføren og havde ringe køreegenskaber. Dette ønskede Ford at ændre på, og Transit fik da også mange mekaniske dele fra Fords personbiler. Den var også bred med langt mellem forhjul og baghjul samt mellem højre og venstre hjul hvilket gjorde, at den stod på vejen næsten om en personbil.

Også motorerne ønskede Ford at forny fra tidligere varevogne. Sjovt nok lykkedes det ikke til mk1 at udvikle en fælles motor til både England og Tyskland. Som sikkert bekendt fik England udviklet Essex-motoren og Tyskland Køln-motoren. Disse motorer blev anvendt i Transit mk1. Den kunne også fås med en Perkins 1,8 liters rækkefiredieselmotor, der dog kun ydede 43 HK. Motoren var dog lidt for lang, så mk1-modeller med disse motorer fik en lidt anden front. Mk1 med Essex V6-motor fik også denne forlængede front.

Transit kunne lastes med mellem 610 kg og 1.782 kg alt efter konfiguration, og kunne fås i en lang (long wheel base) og i en kort (short wheel base) udgave.

I 1964 var prototypen klar, og de serieproducerede var klar oktober 1965. De blev for Europas vedkommende produceret i Langley i England, i Genk i Belgien samt i Tyrkiet. Mk1 kunne fås som varevogn, minibus eller et råt chassis.

Grundet forskelle i told var de engelskproducerede i Danmark billigere end de, der var fremstillet i Genk eller Tyrkiet, så de fleste Transit i Danmark var fra England. Det til trods for rustproblemer på de engelske modeller.

Til det hollandske marked blev mk1 og mk2 også produceret i Amsterdam fra midthalvfjerdserne og frem til december 1981. I alt ca. 8000 Transitter blev fremstillet i Holland.

Kort efter lanceringen blev dieselmotoren forøget i volumen, men den ydede stadigvæk ikke så meget. Det var først fra starten af halvfjerdserne, at Ford selv fremstillede en 2,5 liters rækkefiredieselmotor til Transit kaldet York.

Fra 1967 kunne mk1 fås med tretrins automatgear, hvilket var en sjælden mulighed for en erhvervsbil.

I starten af 1970'erne flyttede de engelskfremstillede fra Langley-fabrikken til Southampton grundet kapacitetsproblemer, hvor produktionen fortsatte frem til 2013.

Der skete løbende ændringer årene igennem i interiøret. I 1971 blev fronten ændret en smule.

I 1972 blev Transitten kendt som en ”forbryderbil”, da det engelske Scotland Yard hævdede, at Transitter blev anvendt i 95% af alle bankrøverier, grundet dens manøvredygtighed og de hastigheder, den kunne opnå, samt dens plads til 1,5 tons stjålne varer.

Transit har også spillet en rolle i mange film og serier gennem tiderne, bl.a. i Olsen Banden på Sporet fra 1975. Filmens Transit, der køres af ”Bøffen”, ender sit liv foran et tog.

I 1973 var Ford Transit den første varebil, der var udstyret med radialdæk på alle modeller. Det var også med til at forbedre køreegenskaberne.

Mk1 viste sig at blive en stor succes. Der blev produceret ca. 500.000 frem til 1971, hvilket var øget til 750.000 i 1974.

I 1975 kunne mk1 ikke mere fås med den benzinslugende 2,0 liters Essex V4-motor, men fik en rækkefire Kent 1,6 liters.

I 1976 var der produceret ca. 1 million.