I februar 1975 ophørte produktionen af den hidtidige Consul- og Granada-serie, og fra marts samme år kunne de nye og væsentligt forbedrede modeller fås. Året inden havde Robert Lutz snuppet chefstolen hos Ford i Köln, og han valgte bl.a. at slå modellerne Consul og Granada sammen, således at Consul-betegnelsen helt forsvandt fra Fords program. Consulen blev til Granada, Consul L blev til Granada L, og Granada XL blev nu til Granada GL. Consul GT blev ikke videreført, dog kunne man få den nye Granada i en mere sporty S-version. Også GXL-udgaven forsvandt fra programmet. Kun Granada Ghia beholdt sin oprindelige betegnelse. En del af baggrunden for navneskiftene var, at man på denne måde ønskede at appelere mere til køberne i mellemklassebil-segmentet, da mellemleddet "Consul" jo nu forsvandt.

Ændringerne på de nye modeller var relativt omfattende. Hele affjedringen var forbedret, og undervognen blev sænket 12 mm foran, og førersædet hævet 12 mm for at forbedre udsynet. Hele instrumenteringen var helt forandret, så man nu havde instrumenterne samlet under 1 afdækningsplade. På grundmodellen havde man speedometer med km-tæller, samt tank- og temperaturmåler. Granada L havde desuden også triptæller og et analog-ur i midterkonsollen. Granada GL, S og Ghia havde derimod en mere omfattende instrumentering med amperemeter, olietryksmåler osv. Hos Ghia var uret i midterkonsollen oven i købet digitalt.

Karosserimæssigt skete der ingen ændringer. Dog blev stort set alle tidligere chrom/rustfri stål-dele nu lakeret matsorte, inklusive vindueslister, vinduesviskere osv., bortset fra Granada Ghia, hvor chromen var bibeholdt.

Indvendigt kom der nye sæder og nye dørbeklædninger, og man brugte ikke længere imiteret træ, men alene plast. Kun Ghia beholdt sit oprindelige interiør med det ægte træ. Endelig var der indvendigt justerbare spejle på GL og Ghia.

Desuden kunne S-pakken fås til alle modeller og indeholdt forstærket stabilisator, forstærkede Bilstein gasstøddæmpere, sænket 12 mm bagtil, sportsfælge og sportsrat med læder samt den udvidede instrumentering fra GL og Ghia.

I august 1975 kom også Turnier GLS - den hidtil første "sportslige stationcar". Det var også på dette tidspunkt, at klimaanlæg blev valgbart som ekstraudstyr.

 

1976

I 1976 blev de automatiske rulleseler også standardudstyr i Granada og Granada L. I oktober dette år præsenterede man ydermere den nye 2,8 liters V6 motor med Bosch K-Jetronic indsprøjtning. Motoren var en opboret version af 2,6'eren og havde hidtil været brugt i amerikanske Ford'er som Mustang, Bronco og Capri. Den ydede 150 HK og gav mulighed for en topfart på 190 km/t.

På samme tidspunkt introduceredes Granada Executive; en særligt luksuriøs udgave baseret på en 3,0 V6'er, og Granada Ghia S. Som særligt udstyr var bla. diktafon!


1977 - Granada '75 udgår

I juli 1977 stopper produktionen af Granada '75, efter at 417.000 vogne har forladt Ford's samlebånd. Til sammenligning blev der fra 1972 - 1975 produceret 335.000 Granada/Consul. Og så kom afløseren i form af Granada mk II, som er en historie for sig.

Produktionsperiode 1975 - 1977
Produktionsted  Tyskland og England
Antal produceret 417.000

 Af Jan Luxenburger - jubbas.dk

Yderligere information