1972  

Efter en 4-årig udviklingsperiode med kodenavnet "Mark Hummer" kunne man i marts 1972 præsentere resultatet af Fords hidtil dyreste og mest omhyggelige udviklingsarbejde: modellerne Ford Consul og Granada. Der var tale om biler med en særligt kraftig bundkonstruktion, et hidtil uset sikkerhedsniveau med bl.a. sikkerhedsratstamme, og ikke mindst de separate baghjulsophæng.

Modeludvalget var som følger: 2-dørs Fastback Limousine (Coupé med hoftesvaj), 4-dørs sedan og 5-dørs Turnier (st. car).

Bilerne kunne leveres med følgende motorer:

- 1,7 HC-V4 med 75 HK (kun Consul og Consul L)
- 2,0 HC-OHC med 99 HK (kun Consul og Consul L)
- 2,3 HC-V6 med 108 HK (alle modeller)
- 2,6 HC-V6 med 125 HK (kun Granada og Granada GXL)
- 3,0 HC-V6 med 138 HK (alle modeller; for Consul dog kun i Turnier-udgaven samt i Consul GT)

I England var motorudvalget mere begrænset; nemlig en 2,0 V4, en 2,5 V6 og en 3,0 V6.

Topmodellen var selvsagt Granada GXL, der som standard havde automatgear, servo, soltag, vinyltag og tonede ruder.

En anden speciel model var Consul GT, med 2,3 eller 3,0 motor, sportsundervogn, sportsfælge, GT-instrumentering og sortlakeret kølergrill fra Granada med to ekstra, runde halogenlygter.

Turnier-udgaven kunne leveres i alle udstyrsvarianter, bortset fra Consul GT og Granada GXL. Den var på det tidspunkt den største stationcar på det europæiske marked.

Generelt kan man beskrive forskellene på Consul og Granada som meget begrænsede. Consulen var generelt lidt mere skrabet, manglede pyntelister på siderne og havde sin egen type kølergrill. Ellers var bilerne identiske - selv om der hersker mange misforståelse på dette område, hvilket nok også er hjlupet på vej af de mange Consuler, der i tidens løb er blevet "opgraderet" til Granadaer af deres ejere.

 

1973

I marts 1973 kom en ekstra modelvariant på banen, nemlig en 2-dørs sedan, som dog ikke kunne fås som Granada GXL. Desuden ændrede man betegnelsen "Fastback" til "Coupé", og fra nu af kunne den lille 1,7 V4 motor kun fås til Consul og Consul L. Endelig kunne man nu få nakkestøtter til forsæderne.

I september 1973 ændrede man styretøj og undervogn efter en del kritik af, at bilen var alt for "blød". Resultatet blev udmærket modtaget af fagpressen. Desuden blev interiøret fornyet, og man tilføjede nu Vario-Air friskluftdyser (kendt fra Zephyr og Zodiac), ligesom elektrisk sprinkler blev standard. Uret blev flyttet fra hylden over handskerummet til midterkonsollen.

 

1974

Fra januar 1974 ændrede man Coupéens "hoftesvaj" til en ret linie, og de bagerste sideruder ændredes så åbningsmekanismen nu var skruet på, og ikke limet (da løsning ikke var synderligt holdbar). Også på skærmene erstattede man de oprindelige "våbenskjolds"-emblemer med tal, som angav motorstørrelsen.

Granadaen blev omdøbt til Granada XL, og Consul L fik i stedet navnet Consul L de Luxe. Og så kom den absolutte topmodel: Granada Ghia.

Ghiaens mest markante særpræg var nok den amerikansk inspirerede kølergrill med Ghia-emblemet, medens FORD-bogstaverne var fjernet fra motorhjelmen. Indvendigt var der dog også sket store ændringer. Hele indtrækket var nydesignet, bl.a. med ægte træ, læderrat og lækre stofkvaliteter. Dertil kom selvfølgelig alle de andre "standarder" som automatgear, soltag, servostyring, radio osv.

Standardmaskineriet i Granada Ghia var 2,6 liters V6 motoren, men også 3,0 V6'eren kunne leveres. Ghiaen fandtes indtil nu kun som 4-dørs sedan.

I september 1974 lavede man et par yderligere justeringer; bl.a. kunne man nu få kompressorreguleret affjedring som ekstraudstyr, og i oktober blev 2,0 rækkemotoren erstattet af 2,0 V6, som kunne fås til Consul og Granada XL. For første gang blev det altså muligt at få en Granada med en så "lille" motor. Desuden kom Ghiaen nu også i Coupé-versionen.

Produktionsperiode 1972 - 1975
Produktionsted England og Tyskland
Antal produceret 335.000 

 Af Jan Luxenburger - jubbas.dk

Yderligere information