Vi har modtaget nyt fra Motorhistorisk Samråd blandt andet med nyt om børn som passagerer i veteranbiler

Hist hvor vejen slår en bugt…

 … kører vi, for her er smukt. Og det er lige, hvad vi ønsker, når vi sætter os over skrævs på enten knallert eller motorcykel, eller til rette i bilen og er klar til at tage af sted. Men hvor skal vi køre hen denne gang? Utallige gange har det vist sig, at når andre er så venlige at planlægge en rute til enten løvsprings- eller løvfaldstur, er der utrolig mange steder, man aldrig havde troet eksisterer. Og ikke desto mindre findes der i vores smukke land mindre, slyngede veje, som ikke er ret befærdede og som indbyder til 50 til 60 km/t og et stop på en vigeplads, hvor der endnu ikke er opsat borde og bænke og overfyldte skraldespande ”pryder” pladsen. 

Mange klubber har samlet et katalog med ture, som man kan låne og køre ad. Herved er det også nemmere at tilbyde at lave en søndagstur eller en tur i ferien for ligesindede. Men ud over de respektive klubber er der også hjemmesider på internettet specielt for motorcykler. Disse indeholder forslag til smukke ruter hvor din ældre bils snekke- eller tandstangsstyring kan blive afprøvet. Sving og bakker og langt fra motorveje, hvor lastbiler med skræmmende nærhed truer med at ”hjælpe” dig med et ekstra skub, så du kan få mere fart på. 

Her er et par eksempler på ruter, man kan have glæde af: Cruise langs Ringkøbing Fjord, en tur i omegnen omkring Ry med skove og søer, langs strandvejen til Marselisborg i Aarhus, Hjørring, Lønstrup, Rubjerg Knude fyr, Råbjerg Mile til Løkken, fra København ad Strandvejen til Gilleleje, tur omkring Silkeborgsøerne – og mange andre steder.   Forsikringsselskabet AROS, hjemmehørende i Aarhus, har en hel hjemmeside med forskellige veteranruter: https://www.aros-forsikring.dk/veteranfaellesskabet/veteranruter-ruter-i-hele-danmark/

Her er delt op i ruter i Nordjylland, Midtjylland, Sydjylland, Fyn og på Sjælland. I alt 34 forskellige turforslag. Ruterne er ganske gratis at benytte sig af og rummer alle nogle af de smukkeste områder i vores dejlige land. Der er endvidere henvisning til google maps, så man også kan printe kort og rutebeskrivelse ud.

Så derfor, selv om det meste af sommerferien er ved at være forbi, kan du altid snuppe en lørdags- eller søndagstur sammen med nogle venner fra klubben eller blot alene og i fred og ro nyde der, hvor vejen slår en bugt. 

Steen Rode-Møller

Formand

Motorhistorisk Samråd

Opdateret nyt om børn i veteranbiler

Gennem de seneste 10 år har særligt en af de mange artikler på vores hjemmeside været en væsentlig reference for veteranbilsejerne. Det handler om artiklen ”Børn, veteranbiler og sikkerhedsseler”, der nu har fået en opdatering. 

Artiklen har været meget besøgt, da det med at have de yngste med i veteranbilen naturligt nok er væsentlig for mange entusiaster. Desværre har reglerne førhen betydet begrænsninger, hvis man ville have børn under 3-årsalderen med i bilen.

Med opdateringen af Færdselsstyrelsens synsvejledning, er der skabt mulighed for særskilt godkendelse af fastgørelsespunkterne til de eftermonterede sikkerhedsseler, så sikkerhedsselerne også kan bruges til den yngste aldersklasse, det var ikke muligt førhen. 

Vi har nu opdateret teksten i artiklen på hjemmesiden, hvor du også finder henvisning til relevant lovgivning og bekendtgørelserne. Man kan således fortsat bruge artiklen som en god reference. Artiklen findes på denne adresse: https://motorhistorisk.dk/2013/07/03/born-veteranbiler-og-sikkerhedsseler/

Johnny B. Rasmussen

Sekretariatsleder

Yderligere information