Populære familiebiler, potente gaderacere, succesrige racerbiler og luksusflydere er blandt de klassiske Ford-modeller fra 60'erne, 70'erne og starten af 80'erne, der kan ses på udstillingen Biler i Bella på Ford Classic Club DKs stand.

Ejerne af de udstillede biler står klar til en snak om dengang, da karburatorer og manuel choker var velkendte begreber, hvor det var en selvfølge, at man selv lavede service på sin bil, og hvor der reelt var forskel i designet på biler.

Indtil 1967 var Ford Tyskland og Ford England to selvstændige enheder, og for køberne var der stor forskel på, om man valgte en tyskfremstillet Ford eller en engelskfremstillet - på udstillingen kan man ved selvsyn konstatere, om forskellen reel var stor, og om kvaliteten virkelig var højere på de tyskfremstillede. Vi udstiller således både engelskfremstillede og tyskfremstillede klassiske Ford-biler, herunder en yderst flot Taunus 26m, der var topmodellen i Ford Tyskland

Ford er ikke kun familiebiler i mellemklassen - helt til 1998 fremstillede Ford biler i det nedre luksussegment - Mange husker sikkert Zephyr/Zodiac, der med en kraftfuld rækkesekser og senere den berømte Essex V6-motor stod for det ypperste, Ford England kunne præstere. Essex V6-motoren ydede ganske vist kun 136 HK, men til gengæld havde den et godt kraftmoment på 230 NM ved lave omdrejninger. Zephyr/Zodiac blev i 1972 erstattet af den legendariske Ford Granada MKI og senere MKII/III, der i 70'erne og starten af 80'erne var ikonet på det årti, de tilhørte. Granada blev i 1985 erstattet af Ford Scorpio, der blev den sidste europæiske Ford i det nedre luksussegment. På udstillingen fremviser vi en Granada mk1 coupe, der er et fantastisk velbevaret eksemplar af denne luksusflyder.

I motorsporten var Ford i 60'erne og 70'erne især kendt for Escort og Cortina, hvor Escort blev basis for en række rallybiler, der skulle vise sig at få fænomenal succes, mens Cortina især blev kendt for banesporten. Ford Classic Club DKs æresmedlem Hans Kongelige Højhed Prins Joachim kører som bekendt historisk motorsport i en Lotus Cortina mk1, Benny Hall i Lotus Cortina mk1 og Team Erik Høyer i Escort mk1 og mk2. I 80'erne overtog Sierra Cosworth og fik stor succes især på racerbanerne men også som rallybil. På udstillingen fremviser vi en række Escort og Cortina, både som potente racerbiler og som velholdte familiebiler, samt en helt original Sierra Cosworth. En af de udstillede racerbiler er Benny Halls Lotus Cortina

På udstillingen kan besøgende også ved selvsyn se, hvor stor forskel, der var i designet på Cortina mk1 og mk3, idet vi fremviser begge modeller på udstillingen

Ford Capri var en modelserie, der blev produceret fra 1969 til 1986 i både England og Tyskland. Selv om Capri var en fastback coupé, ønskede Ford, at Capri skulle være økonomisk overkommelig for et bredt spektrum af potentielle købere. Et vigtigt element heri var anvendelsen af en bred vifte af motorer. Capri mk1 kunne således fås med en astmatisk 1300 Kent Crossflow-motor, der kun ydede 58 HK ved 5000 omd/minut. På udstillingen fremvises dog topmodelllen af den sidste Capri-model - en Capri mk3 med den kraftige Køln 2,8-liters version med indsprøjtning. Den 2,8 liters tyske Kølnmotor ydede 160 HK og havde således flere hestekræfter end den engelske 3 liters Essex-motor.

 

Information om Ford Classic Club DK.

Vi er en aktiv landsdækkende klub startet den 03.04.1993, der har som formål at bevare europæisk-producerede klassiske Ford-biler og dele til disse. Medlemmer optages i klubben ved ejerskab af en europæiskproduceret Ford-bil, som er minimum 25 år gammel. Derudover kan optages støttemedlemmer.

Klubben udgiver et klubblad, der udkommer minimum 3 gange om året, hvor blandt andet træf annonceres. Der afholdes 2 faste træf om året - i maj og august. Træffene arrangeres på skift af medlemmerne fra henholdsvis Nordjylland, Fyn/Sønderjylland og Sjælland.

Medlemmerne afholder jævnligt garagemøder og andre sociale arrangementer, og vi er ofte til stede ved klassisk bil-arrangementer og historisk motorsportsarrangementer rundt omkring i landet.

Ved medlemskab opnås adgang til viden og ekspertise om hovedsageligt europæiskproducerede Ford-biler, og vi er behjælpelig med at skaffe reservedele til disse

Mere information om klubben kan fås på http://www.fordcc.dk hvor indmeldelse også kan foregå. Kontaktoplysninger på bestyrelsesmedlemmerne kan ligeledes ses på hjemmesiden, og du er meget velkommen til at kontakte formand Paul Andy Andersen, der kan træffes på telefonnummer 30 13 63 19.

Yderligere information