Vi har modtaget nyhedsbrev fra Motorhistorisk Samråd (MHS) vedrørende køb og salg af køretøjer. Nedenstående er sammenklipning af de to seneste nyhedsbreve fra MHS.

Køb af salg af veterankøretøjer – hvilke regler gælder?

Denne artikels forfatter er Johanne Berner Hansen, advokat og Juridisk Chef i Dansk Bilbrancheråd, og selv ejer af flere veterankøretøjer. Vi kender Johanne gennem vores fælles arbejde med reglerne omkring EU-Typegodkendelserne, som Færdselsstyrelsen er i færd med at udarbejde. Vi havde også den fornøjelse at have Johanne som oplægsholder ved vores seneste årsmøde. Da vi fra tid til anden får spørgsmål om køber og sælgers retsstilling, var det helt naturligt at bede Johanne om hjælp til at formulere købelovens regler. Dem som mange ofte tænker på, men som praktisk taget ingen private rigtigt kender i dybden.

Den private handel: Hvad bør sælger vide?

De fleste har styr på, hvilke rettigheder og forpligtelser, der følger med, når man (som forbruger) køber en vare af en professionel. Det er købeloven, der bestemmer disse regler – og det gælder vel at mærke, uanset om det er et fabriksnyt køleskab eller en Ford A, der købes.

Værre ser det straks ud for de regler, eller mangel på samme, der gælder, hvis man køber en vare privat – og da mange netop handler veterankøretøjer privat, så er det værd at holde sig denne retsstilling for øje. Men mere om det senere.

Udgangspunktet ved de såkaldte civilkøb, dvs. køb mellem to private parter, er, at købelovens regler finder anvendelse – med undtagelse af de særlige regler, der beskytter forbrugere, vel at mærke. Det betyder altså, at køber har en undersøgelsespligt, sælger har en oplysningspligt – og køber har 2 års reklamationsret, hvis ikke andet er aftalt. Og netop dette er helt afgørende for de fleste private handler; Det er muligt at fraskrive reklamationsretten.

Hvordan kan man fraskrive købeloven?

I civilkøb er det kutyme at skrive ”som beset”, og denne klausul indeholder en u-udtalt fraskrivelse af Købelovens regler. I FDM’s slutseddel til brug for handler mellem private er der også lagt op til, at parterne kan aftale sig ud af Købeloven, men her er det mere eksplicit anført. Her er det på side 3 (i 2020-versionen) under afsnittet ”Særlige aftaler” muligt at afkrydse i ”ja” eller ”nej” på udsagnet ”Sælges som prøvet og beset uden reklamationsret”, og dette er alt andet lige mere sigende, idet den beskriver, hvad det har af betydning.

Sat på spidsen er det ikke givet, at den almindelige ”købt som beset”-klausul vil kunne håndhæves som aftalt og med en underforstået fraskrivelse af enhver reklamationsret overfor en hvilken som helst civilkøber fra en hvilken som helst civil-sælger. Vurderingen afhænger blandt andet af parternes vidensmæssige ”styrkeforhold” – er køber novice eller ekspert? Og hvad med sælger?

Det er her værd at bemærke, at en fraskrivelse af selve reklamationsretten ikke fjerner sælgers oplysningspligt. Oplysningspligten skal nemlig opfyldes forud for handlens indgåelse, og derfor vil en køber, der har accepteret ikke at kunne reklamere, faktisk godt kunne reklamere alligevel, hvis sælger har fortiet oplysninger – eller måske direkte løjet om et bestemt forhold, som sælger kendte eller burde kende.

Tilsvarende vil en fraskrivelse af reklamationsretten ikke kunne påberåbes af sælger, hvis det viser sig, at der er pant eller udlæg i køretøjet – eller ikke er betalt korrekt og tilstrækkelig afgift. Det bør sælger ikke kunne være uvidende om.

Overfor sælgers oplysningspligt har køber dog en undersøgelsespligt. En civilkøber bør derfor opfordres til at lade køretøjet undersøge grundigt forud for handlen – eventuelt på et andet værksted, hvis køber ønsker det.

Hvad siger praksis – hvor meget skal der til?

Det er faktisk sjældent, at civilkøb om køretøjer skaber tvister i det praktiske retsliv. Der kan være nogle sager om uaflyst gæld i en bil, eller tilfælde, hvor sælger har tilsidesat sin loyale oplysningspligt, men i praksis er det faktisk oftest handler om fysiske heste (fremfor de hestekræfter, der ligger under hjelmen), der i den sammenhæng har tiltrukket sig mest opmærksomhed fra domstolenes side. Hesten er jo dog bilens forgænger – men sager om heste har alligevel den svaghed, at hestens helbredsmæssige forhold kan ændre sig hurtigt afhængig af pasning og pleje – det er mindre udtalt ved køretøjer.

Et godt eksempel er dog en sag om to heste, der var solgt under en særlig betegnelse (renracede islændere). Selvom købeloven var fraskrevet, så var sælger alligevel ansvarlig for at have solgt hestene under en forkert betegnelse. Det samme vil gælde, hvis et veterankøretøj sælger under en forkert betegnelse.

Hvis man ikke selv kender sit køretøj ”tilstrækkeligt”?

Det hænder, at man har et køretøj, som man ikke kender til fulde – hverken historisk eller fysisk. Tilsvarende ses fra tid til anden, at egentlige ”kendere” kan detaljer om ens køretøj, som man ikke selv kan – det være sig alt fra særlige udfordringer med rust til indstilling af tomgang eller lignende – og hvad stiller man så op med oplysningspligten?

Svaret er kort: Man kan ikke forpligtes til at oplyse mere, end man ved eller burde vide. Punktum. Og det er køber, der skal kunne bevise, at man havde eller burde have kendskab til det forhold, der danner grundlag for købers reklamation.

Hvad kan man som køber kræve?

Hvis man er køber af i et civilkøb og enten ikke har fraskrevet sig reklamationsretten eller kan gennembryde en fraskrivelse, fordi sælger har tilsidesat sin loyale undersøgelsespligt, så kan man kræve, at handlen går tilbage eller kræve et afslag. Sælger kan derimod ikke kræve at få lov til at afhjælpe et forhold – det er kun i forbrugerkøb, at det er muligt.  

Handlen kan kun hæves, hvis manglen er væsentlig – og der skal en del til. Det er køber, der skal bevise, at manglen er væsentlig. Er det tilfældet, så skal køretøjet og betalingen tilbageføres – og køber skal kunne tilbagelevere køretøjet i væsentlig samme stand. Er køretøjet eksempelvis skilt ad i forbindelse med renovering eller lignende, så kan det ikke lade sig gøre. Tilsvarende, hvis køber ikke har passet ordentligt på det. Almindelig brug afregnes derimod med en takst pr. kilometer – og der vil domstolene nok acceptere at gå lidt over det, der gælder for nyere biler. Den takst ligger for biler på 50 øre pr. kilometer pr. 100.000 kr., bilen har kostet. Sværere er det med motorcykler og knallerter, hvor taksterne fastsættes skønsmæssigt og helt umuligt bliver det med campingvogne og andet uden kilometertæller. Her bliver det en yderst konkret vurdering.  

Er manglen ikke væsentlig – eller kan køber ikke tilbagelevere i væsentlig samme stand – så kan køber kræve et afslag. Det beregnes forholdsmæssigt ud fra, hvad køretøjet er værd uden manglen hhv. med – og bør teoretisk set kunne beregnes matematisk – men også det er ofte en yderst konkret vurdering.

Endelig kan køber i visse tilfælde kræve erstatning, men det kræver, at der er lidt et tab – og nej; løbende udgifter til forsikring og afgift m.v. er IKKE er sådant tab; det var jo udgifter, som køber under alle omstændigheder ville have haft. Heller ikke udgifter til opbevaring, finansiering eller andet kan kræves dækket.

Erstatningskrav kan i særlig grad udspringe at eventuelle værdistigninger (eller -fald) efter købet. Hvis der er sket ændringer i fx afgiftslovgivning eller andet, der har medført et fald i bilens værdi, så er det ikke et relevant erstatningskrav. Det skyldes, at ingen af parterne jo kunne forudse, at det ville ske. Tilsvarende vil køber heller ikke – hvis erstatningskravet fremsættes samtidig med krav om ophævelse af handlen – kunne kræve avancetab, hvis køretøjet i perioden mellem køb og ophævelse er steget i værdi som følge af udefrakommende omstændigheder (fx almindeligt udbud og efterspørgsel).  

Det er køber, der har valgretten ifht. de forskellige misligholdelsesbeføjelser – og som beskrevet ovenfor, så kan der være årsager til, at det måske ikke giver mening at kræve ophævelse, selvom der er tale om en væsentlig mangel. Måske er køretøjet så sjældent, at det giver mening ”kun” at rejse krav om afslag. På samme måde skal man regne sin finansiering igennem, hvis der er anvendt dette – for det sker, at køber ender med et tab, hvis handlen hæves – og der skal betales et fradrag for brug. 

For at køber overhoved kan påberåbe sig noget som helst, skal der dog reklameres – for uden reklamation ingen sag; ”ingen arme, ingen kage” – så at sige. Reklamation skal gives hurtigst muligt.

Kan køber og sælge ikke blive enige – så må køber sagsøge sælger ved de civile domstole – og det er sjældent helt billigt…. 

Anbefalingen!

At komme med en anbefaling er altid den vanskeligste del af opgaven, men det skal til.

Den bedste anbefaling til sælger er altid så loyalt som muligt at beskrive det køretøj, der er til salg – og skrive, hvis man er i tvivl om noget. Og omvendt bør køber altid undersøge køretøjet tilstrækkeligt – eventuelt alliere sig med en kender for den fysiske og/eller historiske del. En brugtbilsattest giver ikke altid et retvisende billede, for den vil ofte være en ”one size fits all” – gældende for både nye og brugte biler; og altså ikke særlig rammende for veterankøretøjer.

Nøgleordet er ”forventningsafstemning”.

Udarbejd også altid en slutseddel – gerne med udgangspunkt i FDM’s slutseddel til civilkøb – og få særligt beskrevet specifikke forhold under særlige aftaler.

Johanne Berner Hansen
Juridisk Chef
Dansk Bilbrancheråd