Vi har modtaget nyhedsbrev fra Motorhistorisk Samråd, vi som klub er medlem af, vedrørende originalitetskravet for veteranbiler, originalitetskrav for genopbyggede køretøjer og for tillæg i registreringsafgift for manglende airbags.

Det skal bemærkes, at det omtale originalitetskrav for genopbyggede køretøjer vedrører alle køretøjer uanset årgang og har således ikke noget med det nu afskaffede originalitetskrav for veterankøretøjer at gøre.

Nyhedsbrevet fra Motorhistorisk Samråd kan læses herunder.

Nu afskaffes Originalitetskravet!

Pressemeddelelse

Skatteminister Morten Bødskov, Regeringen og partierne bag den nye aftale om registreringsafgifterne, den såkaldte Bilpakke, har besluttet at afskaffe originalitetskravet helt for alle veterankøretøjer.

-I dag fredag den 4. december 2020, kunne Skatteminister Morten Bødskov, på finansministeriets hovedtrappe offentliggøre aftalen omkring Bilpakken. Med budskabet om en grønnere og mere miljøvenlig transportfremtid, følger en tekst der løfter mulighederne for de historiske køretøjer som bevaringsværdig kulturarv.  

I aftaleteksten fremgår det at; ”Afskaffelse af originalitetskravet vil medføre, at også køretøjer ældre end 35 år, der er ombygget eller sat i stand med fx nyere uoriginale dele, vil skulle beskattes efter de lempelige afgiftsregler for veterankøretøjer. En afskaffelse af originalitetskravet vil forenkle reglerne betydeligt for borgerne og give flere mulighed for at reparere deres ældre biler uden at komme i konflikt med afgiftsreglerne.”  

Brændstoftillægget afskaffes også

Faktisk er originalitetskravet ikke det eneste der afskaffes. Aftalepartierne er også enige om at fjerne det der kaldes brændstoftillægget, det betyder at man ved import af et veterankøretøj alene skal betale registreringsafgift og ikke CO2 tillægget oven i.  

For at finansiere to så markante ændringer for veterankøretøjerne har man besluttet at hæve afgiftsgrundlaget. Det vil man gøre ved at hæve det lempelige loft fra 40 pct. til 75 pct. Det vil betyde, at de dyreste og nyeste veterankøretøjer får et højere afgiftsgrundlag, end de ældste og billigste. Det er den helt rigtige løsning set med de motorhistoriske briller.  

Sammenhold blandt klubber og organisationer

Der har igennem de seneste 2 år været et massivt pres fra veteran-entusiasterne for at få den her opgave løst. Et fantastisk sammenhold blandt de danske klubber og deres organisationer har vist sit værd. Mange har bidraget, såvel private som foreninger, og det har gjort en forskel. Der er dertil fundet stor velvilje hos både Skatteministeren og hos de folkevalgte til at lytte og til at finde en rigtig god løsning for os.  

I Motorhistorisk Samråd ser vi med stor glæde på at det er lykkedes at komme i mål, at få afskaffet ikke bare såkaldte originalitetskrav, men også brændstoftillægget. I årevis har de forskellige skattestyrelsers tolkning af originalitet, været en hæmsko og en risiko ved ejerskabet af historiske køretøjer, man har aldrig kunnet vide sig sikker på om ens eget køretøj nu reelt overholdt den nuværende styrelses nuværende tolkning af lovgivningen. Nu har bliver der ryddet op, der er rene linjer og regler der er til at overskue.  

Det bliver en god tid vi går i møde med de historiske køretøjer, en tid hvor vi kan arbejde meget mere fokuseret på fortællingen om de historiske køretøjer som vores fælles rullende motorhistorisk kulturarv.  

 

Med venlig hilsen

Steen Rode-Møller

Formand

Motorhistorisk Samråd

Note fra Motorhistorisk Samråd:
For Motorhistorisk Samråd der udestår nu at vi skal have analyseret aftaleteksten i bund, vi skal have konstrueret nogle faktuelle regneeksempler. Vi skal også have set på resten af aftaleteksten, hvor der blandt også findes en forhøjelse på ejerafgiften på alle biler, noget der også vil få indflydelse på veterankøretøjerne, men ikke kun på dem.

Airbags popper op igen

Tilbage i 2016 havde vi en længere sag kørende med den daværende styrelse, SKAT Motor. Det drejede sig om at de for nogle veterankøretøjer havde lagt et tillæg på for manglende airbags. Vores henvendelse til styrelsen fik dem den gang til indføre en praksis således at fejlen ikke skulle kunne ske igen.  

Nu er vi fremme ved efteråret 2020, hvor vi modtager en besked fra ejeren af en militær GMC årgang 1943. Han henvender sig til os med spørgsmål til en afgiftsberegning han har modtaget fra Motorstyrelsen. Det viser det sig at man har lagt kr. 7.450 på, i afgift for 2 manglende airbags.  

Det siger sig selv at i en GMC fra ’43, skal der ikke være nogen airbags, så vi kontaktede straks Skatteministeriets departement, der så har indhentet et svar fra deres styrelse. Vi har nu fået svar retur fra Skatteminister Morten Bødskov, hvor der står følgende:  

”Motorstyrelsen kan bekræfte, at der som anført af Motorhistorisk Samråd gælder en fast praksis, hvorefter der for visse ældre køretøjer ikke gives et tillæg i den afgiftspligtige værdi for én eller ingen airbags. Denne praksis er ikke blevet ændret. På baggrund af henvendelsen fra Motorhistorisk Samråd har Motorstyrelsen foretaget en stikprøveundersøgelse af sager om værdifastsættelse af originale og uoriginale veterankøretøjer, dvs. køretøjer ældre end 35 år, uanset om køretøjet fremtræder som ved første registrering.   Som følge af resultaterne af stikprøvekontrollen har Motorstyrelsen foretaget en gennemgang vedrørende campingbiler ældre end 35 år, som er værdifastsat i perioden fra 1. januar 2018 til 30. september 2020. Undersøgelsen viste, at der i 30 ud af de i alt 74 sager fejlagtigt blev givet et tillæg som følge af manglende airbags. På den baggrund vil Motorstyrelsen gennemgå hver enkelt af de 30 sager med henblik på vurdering af genoptagelse af værdifastsættelsen i de konkrete sager.”

Det er en ret høj fejlprocent, så er du i tvivl om du er en af dem der fejlagtigt har betalt for et tillæg for manglende airbags, så vil vi opfordre til at du retter henvendelse til Motorstyrelsen, med henblik på en genberegning.  

 

Johnny B. Rasmussen

Sekretariatsleder

Motorhistorisk Samråd

En lille mand og en hel branche i klemme

Gennem vores samarbejdspartner, brancheforeningen SKAD, er vi blevet gjort bekendt med indholdet af en verserende retssag, mellem ejeren af en Harley Davidson og Skatteankestyrelsen. SKAD er i den sag repræsentant, og har orienteret MhS om de næste skridt i en sag der potentielt kan få omfattende konsekvenser.  

Sagen handler om et køretøjs identitetstab i forhold til Registreringsafgiftslovens §7a, stk. 2, nr. 1. Den paragraf siger, at køretøjet efter genopbygning skal fremstå helt præcist som det der er betalt afgift af i sin tid. I sin enkelhed går den her sag altså videre end det såkaldte originalitetskrav, der i princippet kun gælder for veterankøretøjer der er importeret efter 1991, og værende i en alder ved importen ældre end 35 år. Den omtalte paragraf omhandler ALLE køretøjer. Skåret ind til benet, handler sagen altså om et ”originalitetskrav” på alle køretøjer, uanset om de er med det man kalder ”fuld afgift” eller ”veteranafgift”.  

Ifølge SKAT Indsats i 2017, har den omtale motorcykel ved ombygning ændret identitet. Blandt andet er SKAD blevet orienteret om, at et monteret højt styr har ændret motorcyklens ”look”, og at der så ikke er tale om den samme motorcykel længere. Skatteankestyrelsen har i sin indstilling til Landsskatteretten udtalt at, man har den opfattelse at Motorstyrelsens juridiske vejledning er i strid med Registreringsafgiftsloven.  

I realiteten betyder det, at den ellers ret stramme fortolkning, som vi har oplevet hos Motorstyrelsen de seneste år, ifølge ankestyrelsen skal tolkes endnu strammere, faktisk som 0-tolerance i forhold til hvad man må skifte og ikke må skifte på et køretøj, før det mister sin identitet, og der skal betales ny registreringsafgift. Motorstyrelsens direktør har oplyst, at gamle sager i så fald vil skulle genoptages og laves om.  

Ejeren af motorcyklen har nu hyret en dygtig skatteadvokat, faktisk en vi i MhS kender særdeles godt da denne advokat tidligere har hjulpet os med rådgivning. Sagen skal for Landsskatteretten, hvor vi vurderer at Skatteankestyrelsens indstilling om 0-tolerance, kan få omfattende konsekvenser hvis sagen falder ud til myndighedernes fordel. Sagens principielle karakter vil betyde at Motorstyrelsen, i så tilfælde, efter retsafgørelsen skal arbejde efter et 0-tolerance princip.  

Nu kan vi håbe at Landsskatteretten underkender Skatteankestyrelsens begrundelse i indstillingen. Hvis Landsskatteretten støtter op om Skatteankestyrelsen, så vil vi se at selv små detaljer, på en bil eller motorcykel, vil kunne blive udslagsgivende, uanset hvilken type afgift der er betalt på køretøjet forud. En sådan dom vil kunne få betydning for den del af branchen hvor man reparerer og ombygger, det vil få konsekvenser for salg af uoriginale reservedele som fælge, andet udstyr, og mere til.

På den ovenstående baggrund, har Motorhistorisk Samråd derfor også givet vores tilsagn til SKAD om opbakning til sagen, og dermed vores fulde hjælp og støtte.  

 

Johnny B. Rasmussen

Sekretariatsleder

Motorhistorisk Samråd

 

Note fra Motorhistorisk Samråd:
Hvilken indflydelse aftalen om afskaffelse af originalitetskravet vil kunne få på afviklingen af denne sag, må vi vente at se. Vi forstår på SKADs direktør Thomas Krebs at han snarest vil tage en snak med Motorstyrelsen direktør, med advokaten og naturligvis ejeren af motorcyklen, om de næste træk.

Yderligere information