Fiesta mk3 blev lanceret i 1988 og var på markedet fra februar 1989. Mk3 var et helt nyt design og ikke kun reelt en ansigtsløftning som med mk2.

Fiesta kunne nu fås med fem døre, og den så helt anderledes ud end mk2.

Undervognen var ændret og havde nu semiuafhængigt torsionaffjedring.

Valancia- og Kent-motorerne blev udskiftet med ”HCS”-motorer, der står for ”High compression Swirl”. Dette var for at imødegå yderligere miljøkrav fra myndighederne. Forbrændingskammeret var på disse motorer ændret og ligeledes var indsugningen. Der var nu også elektronisk tænding. Motoren skulle ifølge Ford både bruge mindre benzin og have flere hestekræfter end Valencia- og Kent-motorerne. Den kunne fås som 1,1 liter og som 1,3 liter.

CVH-motorerne fik kun mindre ændringer. Dieselmotoren blev forøget til 1,8 liter.

Det blev solgt 1 million mk3 mellem 1989 og 1991.

I 1993 blev karossen ændret for at forbedre sikkerheden for passagerer og fører. Der kom også nye sidespejle samt nye fælge.

Specialmodeller

XR2i blev lanceret med en CVH-motor på 104 HK i 1989.

Fiesta RS Turbo blev lanceret i april 1990 til Turin Motorshow og blev produceret frem til 1992. Den var baseret på XR2i og det ydre var meget ens mellem de to udstyrsniveauer. Den havde større og anden type letvægtsfælge, grønne fartstriber, indfarvet hækspoiler, de bagerste sidevinduer kunne åbnes, og der var luftudtag på motorhjelmen. ABS-bremser og opvarmet forrude kunne tilkøbes.

Interiøret var med Recaro-sæder, lædergearknop og tre-eget rat med RS-logo.

Den havde samme CVH-motor på 1,6 liter som XR2i men lavere kompression på 8:1 grundet turboen. Turboen ydede maksimalt 55 KPa, og der var monteret luftkøler (intercooler) på indsugningen. Motoren ydede 133 HK ved 5500 omd/minut og havde maksimalt kraftmoment på 184 NM ved 2400 omd/minut. Dens tophastighed var 214 km/t.

I 1992 blev XR2i´s CVH-motor erstattet af en 16-ventilers Zetec. Samtidigt blev RS Turbo erstattet af RS1800. RS1800 havde samme motor som Escort XR3i, der ydede 130 hk, og havde en tophastighed på 201 km/t.

I 1993 bliver airbag til føreren standardudstyr.

I 1994 blev XR2i droppet og Si blev indført i stedet. Samtidigt blev sportsvognsudseendet nedtonet. Si kunne fås med 1,4 liters CVH-motor eller en 1,6 liters Zetec-motor. XR2i var svær for yngre at få forsikret i flere lande, så med navneskiftet og nedtoningen af sportsudseendet håbede Ford på, at de fortsat kunne tiltrække yngre købere.

Fiesta mk4 blev formelt erstattet af mk4 i oktober 1995, men både produktionen og salget af mk3 fortsatte alligevel helt til 1997. Den blev fra 1995 markedsført som Fiesta Classic

Antal Fiesta på plader i dag

nrpla.de kan ses statistik over antal indregistrerede biler i Danmark. Herunder følger optælling af de tre Fiestagenerationer. Det er ikke helt klart, hvornår den næste generation har overtaget i salgslokalerne, så det er ikke helt præcist, men giver dog et fingerpeg.

·         Fiesta mk1 fra 1976 til 1983

o   Der er 35 Fiesta indregistreret første gang i oktober 1983 eller før. Af dem er 22 registreret med den lille motor på 0,957 liter, 12 med motoren på 1,1 liter og en enkelt med motoren på 1,3 liter.

·         Fiesta mk2 fra 1983 til 1989

o   Der er 37 Fiesta indregistreret første gang mellem oktober 1983 og februar 1989. Af dem er de 18 med den lille motor på 0,957 liter, 15 med motoren på 1,1 liter og 4 med motoren på 1,6 liter.

·         Fiesta mk3 fra 1989 til 1995

o   Der er 94 Fiesta indregistreret første gang mellem august 1983 og oktober 1995. Af dem er de 20 med motoren på 1,1 liter, 60 med motoren på 1,3 liter, 3 er registreret som en XR3i og en enkelt som RS Turbo. Resterende er uoplyst.

Yderligere information