I oktober 1994 kom Ford Scorpio MK 2. Nyt var fører og passagerairbag. Meget af bilen var egentlig den samme, men med få midler havde Ford ændret udseendet markant. Combi-coupe-udgaven forsvandt. Bilens design orienterede sig markant mod amerikanske limousiner og Granada-navnet forsvandt nu også i England. Bilen havde en del krom udvendigt, og kabinen havde gennemgået en gevaldig opgradering.

Ny motor var en 2,0 liters 16v 136 HK og senere udgik 2,9 liters og blev afløst af en ny 2,3 liters 147 HK. Effekten på 24V-motoren på 2,9 liter steg til 207 Hk. Diesel fik turbo og henholdsvis 115 og 125 HK.

I november 1997 blev MK 2 let modificeret. Sedanmodellen fik nye baglygter, som kunne kendes på farven samt bortfaldet af det hidtil gennemgående krombånd. De brede kromrande på begge modellers kølergrill forsvandt, mens kølergrillen nu var omkranset af en rand i bilens farve med en smal krom-pynteliste. Forlygterne blev mørkere, og i den forreste kofanger var der nu ingen luftindtag til venstre og til højre for blink- og tågelygteglassene.

Denne udførelse var dog kun i modelprogrammet i knap et år, før produktionen af Scorpio blev ende-gyldigt indstillet den 30. juni 1998. Af denne grund er den faceliftede version sjældnere at møde end den oprindelige version af Scorpio '95.

Der blev produceret og solgt 850.000 eksemplarer af Scorpio fra 1985-1998, hvilket svarer til omkring halvdelen af, hvad Consul/Granada solgte i perioden 1972-1985.

Scorpio indfriede, ifølge Ford selv, forventningerne med hensyn til salg, men på trods af dette kom der ikke en afløser, da den udgik i 1998.

Af Thomas Frandsen

Yderligere information