Cortina blev udviklet i starten af 60’erne af Ford England som modsvar til Mini’en, der i Danmark især er kendt som Morris Mascot. Men Ford England valgte ikke at udvikle en lille forhjulstrukket bil, men i stedet at udvikle en mellemklasse traditionel familiebil med baghjulstræk, da produktionsomkostningerne ellers ville blive for høje – i designet af Cortinaen var der da også lagt vægt på, at den skulle være billig at fremstille. Den havde premiere i 1962.

I starten hed modellen Consul Cortina, men allerede med faceliftet i 1964 hed den udelukkende Cortina. Med faceliftet kom der blandt andet skivebremser foran på alle udstyrsvarianter. 

Cortina blev ved lanceringen på London Motor Show leveret med 1,2 liters firecylindrede pre crossflow-motorer og senere i januar 1963 også med 1,5 liters firecylindrede pre crossflow-motorer. Cortina kunne fås med 2- eller 4 døre og i sedan- og stationcar-udgave.

Senere på året blev Cortina GT lanceret med tunet 1,5 liters motor, der ydede 78 hk, og desuden havde opgraderet affjedring samt fuld instrumentering. Motoren havde en anden knastaksel, et forbedret topstykke, bananmanifold og en Weber dobbeltkaburator.

Lotus Cortina mkI – den succesrige banebil

Historien om Lotus Cortina begyndte i 1961. Colin Chapman havde ønsket at bygge sine egne motorer til Lotus, især fordi Coventry Climax-motoren var så dyr.

Colin Chapman's mulighed kom, da han hyrede Harry Mundy, der var en nær ven og designer hos Coventry Climax-motor og teknisk redaktør for Autocar, til at designe en twin cam-version af Ford Kent crossflow-motoren.

Det meste af udviklingen af motoren foregik på 997 ccm- og 1340 ccm-platformen, men i 1962 havde Ford lanceret 116E med fem lejer og med en volumen på 1.499 ccm. Keith Duckworth fra Cosworth spillede en meget vigtig rolle i tuningen af denne motor.

Motoren blev første gang brugt i 1962 på Nürburgring i en Lotus 23 kørt af Jim Clark. Da motoren blev sat i serieproducerede biler (Lotus Elan), blev den erstattet med en udgave med større kapacitet på 1.558 ccm. Dette blev gjort for at få bilen tættere på 1,6 liters-klassen i motorsport.

Mens motoren blev udviklet, spurgte Walter Hayes Colin Chapman, om han ville isætte motoren i 1000 Ford-biler for en gruppe 2 homologering. Lotus Cortina eller Cortina Lotus, som Ford kaldte den, blev derefter lanceret. Ford leverede 2-dørs Cortina-karosserier og tog sig af markedsføringen og salget af bilerne, mens Lotus udførte de mekaniske og de kosmetiske modifikationer. 

De største modifikationer bestod i at installere en 1558 ccm–motor på 105 hk, og en close-ratio gearkasse. Den bageste undervogn blev kraftigt ændret, og letmetalpaneler blev brugt til døre, motorhjelm og bagklap. Letvægtsdele var monteret på gearkasse og differentiale. 

Alle bilerne var malet hvide med en grøn stribe. Bilerne havde kvarte kofangere foran og runde Lotus-skilte blev monteret på de bagerste vinger og til højre for køleren.

Modifikationerne af affjedringen var omfattende. Bilen fik kortere fjerderben foran, smedede sporarme og 5.5J 13” stålfælge. Bagerst fik bilen lodrette støddæmpere og fjedre i stedet for bladfjedre

Afstivningen gjorde, at reservehjulet måtte flyttes fra standardpladsen og blev boltet fast i venstre side af bagagerummet. Batteriet blev ligeledes flyttet til bagagerummet bag højre hjulkasse. Disse ændringer gav mærkbare forbedringer af vægtfordelingen.

1903-1918: De første år

De første Ford-biler, tre model A’er, blev indført i England i 1903 og den første forhandler i Southampton åbnede i 1910. 

I 1909 blev Ford Motor Company UK etableret med kontor i Shaftesbury Avenue 55 under ledelse af Percival Perry .

Den første samlefabrik blev indviet i 1911 i en tidligere sporvognsfabrik i Trafford Park i Manchester Den fremstillede i starten Ford T.

Dette var den første Ford-fabrik uden for Nordamerika. 

I starten blev bilerne samlet fra importerede chassiser og mekaniske dele købt i England, men i 1914 fik Storbritannien det første samlebånd for bil-produktion. Det tog en time at bygge 21 biler.

Seks tusinde biler blev produceret i året 1913 og Model T blev Englands bedst sælgende bil med 30% af markedet. 

Efter første verdenskrig blev Trafford Park-anlægget forlænget, og i 1919 var 41% af de britiske indregistrerede biler af mærket Ford.

1918-1939: Førkrigstiden

Manchester-fabrikken brugte kanalen i Manchester til transport, men der blev behov for adgang til dybere vand, så i 1923 blev en ny fabrik besluttet ved floden Themsen i Dagenham. 

Byggeriet begyndte i 1929, og i oktober 1931 blev Englands og Europas største bilfabrik indviet, og den producerede i starten model AA lastbil og model A personbil. 

Dette var mens depressionen var på sit højeste, og model A var derfor for dyr i England og meget få blev solgt - kun fem i de første tre måneder. 

Der var derfor behov for en mindre bil, og den kom i 1933 med model Y på 944 ccm, der var billigere og derfor lettere at sælge. Den blev i 1935 Englands første bil til 100 engelske pund. 

Mellem 1932 og 1937 blev der bygget over 157.000 model Y i Dagenham og på fabrikken Cork i Irland, og på sit højeste havde den en markedsandel på 41%.

1939 – 1945: Anden verdenskrig

Under Anden Verdenskrig fremstillede Dagenham og en ny fabrik i Trafford Park i Manchester 360.000 køretøjer og 34.000 Rolls-Royce Merlin-motorer. Disse motorer blev brugt i blandt andet det velkendte jagerfly Spitfire.

1945-1967: Efterkrigstiden

Efter anden verdenskrig blev den civile produktion genoptaget, og Dagenham producerede 115.000 køretøjer i 1946 og fabrikker i Walthamstow i Essex og Langley i Buckinghamshire blev overtaget. 

I 1953 blev Briggs Motor Bodies købt, hvilket giver Ford bedre kontrol over sine leveringer og samtidig blev fabrikker i Doncaster, Southampton, Croydon og Romford købt.  I 1953 beskæftigede Ford i England 40.000 mennesker.

I 1960 købte Ford USA alle aktier i Ford England, hvorved de blev et helejet datterselskab af Ford.

I 1962 åbnede Ford en fabrik i Halewood nær Liverpool for at producere Ford Anglia.  Den blev først nedlagt som Ford-fabrik, da den sidste Escort blev produceret i år 2000 og blev derefter lagt om til at fremstille Jaguar X-Type i 2001.

I 1967 blev Ford Europa dannet, og det var fra starten et meget vigtigt samarbejde for Ford USA. Med sammenlægningen skulle de to tidligere konkurrenter Ford England og Ford Tyskland nu konvergere mod et samlet selskab og udvikle og producere de samme biler. Før sammenlægningen agerede Ford i de to lande i højt grad uafhængigt af hinanden, og for de kunder, der købte bilerne, var der stor forskel på, om de købte en engelsk Ford eller en tysk Ford.

Det er ikke nogen hemmelighed, at de engelske Ford-biler havde ry for at ruste ligesom andre bilmærker fra England dengang, hvorimod de tyske Ford var bygget af stål af bedre kvalitet. Til gengæld havde de engelske Ford-biler succes i motorsport, hvor de tyske Ford-biler var stort set fraværende.

Det gav de engelske Ford-biler en association med motorsporten i mange kunders bevidsthed.

Den sidste model, hvor der var reel forskel på de engelske og de tyske modeller, var Cortina MK III og Taunus TC MK I - Cortina MK III havde det karakteristiske hoftesvaj (colaflaskeform) i modsætning til Taunus TC MK I. De efterfølgende Cortina-/Taunus-modeller var identiske frem til 82, hvor de blev erstattet af Sierra.

Yderligere information