Ford har gennem mange årtier brugt forskellige udstyrsniveauer af samme model til at differentiere prisen på reelt den samme bil til forskellige kundegrupper.

Denne artikel har fokus på Ford Englands Executive- og E-udstyrsniveauer, der var absolut topudstyrsniveau

Executive – Det kulturelle ophav til Ghia

Ford England udviklede sin første Executive i 1965 med en specialversion af Zodiac mk3 i det sidste år med mk3 på markedet.
Executive havde luksusinteriør, automatgear og soltag som standard men var ellers identisk med Zodiac.

Zodiac var i forvejen den dyreste Ford-model fra Ford England og med Executive ville Ford konkurrere med luksusudgaverne af Jaguar, Mercedes og BMW.

I 1966 blev Zodiac mk4 lanceret.

I forvejen ville Ford ikke rigtig være ved, at en Zodiac var en Ford, så det eneste sted, hvor Ford-logoet prydede bilen var på højre forskærm med en lille Ford-oval. Det var dog bestemt ikke, fordi man var flov over modellen, men fordi man ønskede at hæve Zodiac højere, end hvad Ford-logoet ellers stod for, pålidelige mellemklasse-biler. Analogt hermed var Executive-versionen så fornem, at man på denne ikke skrev ”Zodiac” men udelukkende ”Executive” dog også med den lille Ford-oval på højre forskærm.

Executive-modellen havde som standard tretrins Borgwarner-gearkasse uden overdrive, men købere kunne uden meromkostning i stedet vælge en firetrins manuel med overdrive, der gav bilen 6 fremadgående gear. Den manuelle gearkasse er ikke den bedste, Ford har lavet, så da bilen var ny, hvor der var meget få motorveje, var en automatic nok det bedste valg. I dagens trafik er et overgear dog meget brugbart på motorveje, da det giver markant lavere omdrejninger fra omkring 80 km/t. Overgearet kan også bruges i bytrafik, hvor man ved at sætte den manuelle gearkasse i tredje gear kan bruge overgearet til at skifte mellem tredje og et gear tæt på fjerde uden at bruge koblingen. Executive-versionen havde også servostyring og soltag som standard. Bilen er meget tung, så servostyring gør bilen meget nemmere at manøvrere, hvilket Ford da også indså og ret hurtigt gjort Servo til standard efter en del kritik fra pressen og købere. Executive havde også baklygter, tågelygter og radio som standardudstyr.

E – Mærket der blandt andet prydede topmodellen af Cortina mk2

I 1967 blev Corsair 2000E lanceret. 2000E havde som standard radio, mindre krom (!) og specielle hjulkapsler, baklys, vinyltag og luksuspræget interiør. Den skulle i England konkurrere med Rover 2000.

I 1967 blev også Cortina mk2 1600E lanceret, i øvrigt på Paris Motorshow i oktober. Det var et år efter lanceringen af mk2.

1600E havde en tunet 1600 GT Crossflow-motor og samme undervogn som LotusCortina samt et luksusinteriør med valnødinstrumentbord og på dørene, skålformede sæder, lædersportsrat, fuld instrumentering, sort kølergitter, tågelygter og specielle sportsfælge.

Motoren og den specielle undervogn gjorde denne model eftertragtet. Den var ikke som de foregående Zodiac og Corsair lavet med luksus som eneste formål men den havde derimod meget tydelige sportsegenskaber. Det var lykkedes Ford med succes at sammensmelte luksus og sport.

I marts 1970 blev Capri 3000E lanceret. Den havde et mere luksuspræget interiør sammenlignet med de andre 3000-modeller.

I starten af 1973 blev Escort mk1 1300E lanceret, hvilket dermed var den første luksus-escort i bilverdenen. Den havde som standard sort vinyltag, dobbelte halogenlygter, specielt tykt tæppe, varme i bagruden, specielle sportsfælge, baglygter og metalfarve. Derudover havde den ægte valnøddetræ på instrumentbord og døre.

Den havde samme tunede 1300 Kent Crossflow-motor som Escort GT og Escort Sport samt samme ”quickshift”-gearkasse med anden gearing end de gængse modeller. Men 1300E havde ekstra lyddæmpning på motorhjelmen, hvilket viser, at denne model var beregnet mere mod luksus end sport.

1300E blev dog fremstillet på Fords AVO-fabrik i Essex sammen med RS-modellerne, Mexico, GT og Sport og havde også de brede skærme.

Mellem-E-tiden

Da Cortina mk3 blev lanceret i 1970 kunne den ikke fås som en ”E”-version i stedet blev topmodellen betegnet ”GXL” ligesom i øvrigt topmodellen af Granada ved lanceringen. De var heller ikke med valnøddetræ.

Om dette skyldtes det stadig øget samarbejde mellem Ford England og Ford Tyskland er en mulig forklaring. Hele Europa skulle nu til at have samme modelserie og navnene skulle ensrettes.

Men i 1974, da Cortina mk3 blev faceliftet, blev GXL erstattet af 2000E. Nu var instrumentbord og døre igen med valnøddetræ og gulvtæppet var ekstra tykt samt radio som standard.

Ghia-æraen

I juni 1974 indførte Ford det nu hedengangne ”Ghia”-mærke, da Ford annoncerede, at det italienske designfirma Ghia var blevet en del af Ford.  Ford proklamerede, at man dermed kunne drage fordel af Ghias ekspertise i design.

Reelt brugte Ford Ghias brand til at øge værdien af deres topudstyrsmodeller og det med succes, skulle det vise sig.
Granada coupe var den første model, der i juni 1974 kunne fås i en Ghia-version.

Allerede fra 1976 kunne alle Ford-modeller selv Fiesta, der da var Fords billigste model, fås i en Ghia-udgave. Ghia omfattede således ved lanceringen modellerne Granada, Capri, Cortina, Escort og senere også Fiesta, Sierra, Orion, Scorpio, Mondeo, Focus.

Ghia-mærket blev anvendt frem til 2010.

1903-1918: De første år

De første Ford-biler, tre model A’er, blev indført i England i 1903 og den første forhandler i Southampton åbnede i 1910. 

I 1909 blev Ford Motor Company UK etableret med kontor i Shaftesbury Avenue 55 under ledelse af Percival Perry .

Den første samlefabrik blev indviet i 1911 i en tidligere sporvognsfabrik i Trafford Park i Manchester Den fremstillede i starten Ford T.

Dette var den første Ford-fabrik uden for Nordamerika. 

I starten blev bilerne samlet fra importerede chassiser og mekaniske dele købt i England, men i 1914 fik Storbritannien det første samlebånd for bil-produktion. Det tog en time at bygge 21 biler.

Seks tusinde biler blev produceret i året 1913 og Model T blev Englands bedst sælgende bil med 30% af markedet. 

Efter første verdenskrig blev Trafford Park-anlægget forlænget, og i 1919 var 41% af de britiske indregistrerede biler af mærket Ford.

1918-1939: Førkrigstiden

Manchester-fabrikken brugte kanalen i Manchester til transport, men der blev behov for adgang til dybere vand, så i 1923 blev en ny fabrik besluttet ved floden Themsen i Dagenham. 

Byggeriet begyndte i 1929, og i oktober 1931 blev Englands og Europas største bilfabrik indviet, og den producerede i starten model AA lastbil og model A personbil. 

Dette var mens depressionen var på sit højeste, og model A var derfor for dyr i England og meget få blev solgt - kun fem i de første tre måneder. 

Der var derfor behov for en mindre bil, og den kom i 1933 med model Y på 944 ccm, der var billigere og derfor lettere at sælge. Den blev i 1935 Englands første bil til 100 engelske pund. 

Mellem 1932 og 1937 blev der bygget over 157.000 model Y i Dagenham og på fabrikken Cork i Irland, og på sit højeste havde den en markedsandel på 41%.

1939 – 1945: Anden verdenskrig

Under Anden Verdenskrig fremstillede Dagenham og en ny fabrik i Trafford Park i Manchester 360.000 køretøjer og 34.000 Rolls-Royce Merlin-motorer. Disse motorer blev brugt i blandt andet det velkendte jagerfly Spitfire.

1945-1967: Efterkrigstiden

Efter anden verdenskrig blev den civile produktion genoptaget, og Dagenham producerede 115.000 køretøjer i 1946 og fabrikker i Walthamstow i Essex og Langley i Buckinghamshire blev overtaget. 

I 1953 blev Briggs Motor Bodies købt, hvilket giver Ford bedre kontrol over sine leveringer og samtidig blev fabrikker i Doncaster, Southampton, Croydon og Romford købt.  I 1953 beskæftigede Ford i England 40.000 mennesker.

I 1960 købte Ford USA alle aktier i Ford England, hvorved de blev et helejet datterselskab af Ford.

I 1962 åbnede Ford en fabrik i Halewood nær Liverpool for at producere Ford Anglia.  Den blev først nedlagt som Ford-fabrik, da den sidste Escort blev produceret i år 2000 og blev derefter lagt om til at fremstille Jaguar X-Type i 2001.

I 1967 blev Ford Europa dannet, og det var fra starten et meget vigtigt samarbejde for Ford USA. Med sammenlægningen skulle de to tidligere konkurrenter Ford England og Ford Tyskland nu konvergere mod et samlet selskab og udvikle og producere de samme biler. Før sammenlægningen agerede Ford i de to lande i højt grad uafhængigt af hinanden, og for de kunder, der købte bilerne, var der stor forskel på, om de købte en engelsk Ford eller en tysk Ford.

Det er ikke nogen hemmelighed, at de engelske Ford-biler havde ry for at ruste ligesom andre bilmærker fra England dengang, hvorimod de tyske Ford var bygget af stål af bedre kvalitet. Til gengæld havde de engelske Ford-biler succes i motorsport, hvor de tyske Ford-biler var stort set fraværende.

Det gav de engelske Ford-biler en association med motorsporten i mange kunders bevidsthed.

Den sidste model, hvor der var reel forskel på de engelske og de tyske modeller, var Cortina MK III og Taunus TC MK I - Cortina MK III havde det karakteristiske hoftesvaj (colaflaskeform) i modsætning til Taunus TC MK I. De efterfølgende Cortina-/Taunus-modeller var identiske frem til 82, hvor de blev erstattet af Sierra.

Historien om Lotus Cortina begyndte i 1961. Colin Chapman havde ønsket at bygge sine egne motorer til Lotus, især fordi Coventry Climax-motoren var så dyr.

Colin Chapman's mulighed kom, da han hyrede Harry Mundy, der var en nær ven og designer hos Coventry Climax-motor og teknisk redaktør for Autocar, til at designe en twin cam-version af Ford Kent crossflow-motoren.

Det meste af udviklingen af motoren foregik på 997 ccm- og 1340 ccm-platformen, men i 1962 havde Ford lanceret 116E med fem lejer og med en volumen på 1.499 ccm. Keith Duckworth fra Cosworth spillede en meget vigtig rolle i tuningen af denne motor.

Motoren blev første gang brugt i 1962 på Nürburgring i en Lotus 23 kørt af Jim Clark. Da motoren blev sat i serieproducerede biler (Lotus Elan), blev den erstattet med en udgave med større kapacitet på 1.558 ccm. Dette blev gjort for at få bilen tættere på 1,6 liters-klassen i motorsport.

Mens motoren blev udviklet, spurgte Walter Hayes Colin Chapman, om han ville isætte motoren i 1000 Ford-biler for en gruppe 2 homologering. Lotus Cortina eller Cortina Lotus, som Ford kaldte den, blev derefter lanceret. Ford leverede 2-dørs Cortina-karosserier og tog sig af markedsføringen og salget af bilerne, mens Lotus udførte de mekaniske og de kosmetiske modifikationer. 

De største modifikationer bestod i at installere en 1558 ccm–motor på 105 hk, og en close-ratio gearkasse. Den bageste undervogn blev kraftigt ændret, og letmetalpaneler blev brugt til døre, motorhjelm og bagklap. Letvægtsdele var monteret på gearkasse og differentiale. 

Alle bilerne var malet hvide med en grøn stribe. Bilerne havde kvarte kofangere foran og runde Lotus-skilte blev monteret på de bagerste vinger og til højre for køleren.

Modifikationerne af affjedringen var omfattende. Bilen fik kortere fjerderben foran, smedede sporarme og 5.5J 13” stålfælge. Bagerst fik bilen lodrette støddæmpere og fjedre i stedet for bladfjedre

Afstivningen gjorde, at reservehjulet måtte flyttes fra standardpladsen og blev boltet fast i venstre side af bagagerummet. Batteriet blev ligeledes flyttet til bagagerummet bag højre hjulkasse. Disse ændringer gav mærkbare forbedringer af vægtfordelingen.

Ford Y blev den første Ford udviklet til markeder uden for USA. Tidligere blev Ford A solgt både i og udenfor USA. Ford Y blev produceret i England fra 1932 til 1937. Den blev derudover produceret i Frankrig og i Tyskland. I Tyskland blev den kaldt Ford Køln og i Danmark blev den kaldt Ford Junior.

For Ford skulle Ford Y være en volumenmodel. I 1935 kom en skrabet Ford Y på markedet, og denne udgave var den billigste bil med fire sæder nogensinde i England - den kostede kun 100 pund frem til juli 1937. Ford kunne holde prisen nede ved gradvist at optimere produktionsprocessen.

Ford Y blev da også en massiv succes i England med høje markedsandele, der især var på bekostning af de hæderkronede engelske mærker Austin, Hillman, Morris og Singer.

Undervognen var traditionel med bladfjedre for og bag, og der anvendtes en tretrins gearkasse med synkronisering på 2. og 3. gear. Bilen kunne køre omtrent 95 km/t, og brændstofforbrug var omtrent 11 km per liter, hvilket må siges at være fint. Til gengæld var bremserne ikke effektive.

Der blev i alt produceret 175.000, hvor af 153.117 blev bygget i England og 11.121 i Tyskland. 

 

  

Ford C blev bygget i England mellem 1934 og 1937, mens den tyskfrem-stillede søstermodel blev kaldt Ford Eifel.

Den havde samme sideventilede motor som Ford Y, men boringen var øget til 63,5 mm mod Ford Y's 56,6 mm, hvilket gav den en volumen på 1172 ccm. Som en sidebemærkning er de forskellige volumenstørrelser af Kent crossflow-motoren fremkommet ved at øge slaglængde og holde boringen konstant. Den ydede omkring 30 HK ved 4000 omd/minut og havde en tophastighed på omkring 70 km/t, hvilket var godt i 30'erne.

Ligesom mange af Fords motorer blev den anvendt i mange år i forskellige udgaver, og den var i produktion helt frem til 1962.

Bilen havde bladfjedre for og bag og en tretrins gearkasse.

produktionsperiode 1934 - 1937
Produktionsted  England og Tyskland
antal produceret  

 

 

 

 

 

 

 

Navnet Anglia optræder første gang da Angliaen skal afløse Ford Y.

 

Yderligere information